Gå til hovedindhold

Flere spørgsmål om Fampyra

Spørgsmål

Jeg fik diagnosen attakvis sclerose for ca 1/2 år siden. Jeg har dog været kronisk plaget af et sløv/sovende ben i nu 1 1/2 år, og kan godt regne ud at jeg har haft sygdommen i mindst de sidste 6 år med mindre attakker.

Mine spørgsmål går på, om man blander behandlinger som Rebif og Fampyra? Hvordan virker Fampyra reelt? Påvirker det også mere eller mindre kroniske skader? Jeg kan læse nogle steder at der findes "forsøgsgrupper" herhjemme i forhold til Fampyra. Hvordan udtages man til det? Hvordan måles det i grunden efter de første 14 dages behandling med Fampyra, om det har virket eller ej?

Svar

Fampyra virker ved at forbedre ledningsevnen i nervefibrene, hvilket delvist kan kompensere, for de skader der er sket på nervernes isoleringsmateriale (myelin), når man har sclerose. På den måde kan en sløv nerveimpuls hos et menneske med MS blive "forstærket" og derved forbedre funktionen. Derfor har det ikke så stor betydning om skaden er ny eller gammel, når man behandler med Fampyra, så længe nervefiberen er bevaret og fungerer trods dårlig isolering.

Virkningen af Fampyra er helt forskellig fra sygdomsforebyggende (immunmodulerende) behandling, som f.eks. Rebif, og man kan udmærket kombinere Rebif og Fampyra.

Effekten af Fampyra måles ved en gangtest på 25 fod (7,62 meter), hvor man skal reducere ganghastigheden med 20% efter 2 uger, og der skal være et fald i MSWS (Multiple Sclerosis Walking Scale) på mindst 4, samt eventuelt funktionsforbedring på andre funktioner end gangfunktionen, for at opnå tilskud til behandlingen. Hvad angår forsøg med Fampyra, er det noget du skal snakke med din lokale scleroseklinik om. Mig bekendt optages der ikke længere deltagere til forsøgsbehandling med Fampyra på aktive centre.