Fleksjob vurdering
d. 15 juni 2011

I 2009 fik jeg konstateret MS.
Jeg har arbejdet fuldtid indtil for 1 1/2 måned siden og går nu ledig.
Jeg overvejer om det kan være muligt for mig at komme i et fleksjob.
Hvem tager jeg fat i for at få en vurdering af det?
Og hvilken rækkefølge?

Du skal henvende dig til din sagsbehandler/konsulent på Jobcentret og informere om dine overvejelser. På baggrund af din henvendelse vil man starte din sag op, hvor du ud over egen beskrivelse, skal have lægelige udsagn til understøttelse af dit ønske.  

Det er muligt der bliver tale om arbejdsprøvning i forhold til din nuværende arbejdsevne.  

Nu fremgår det ikke, om du tidligere har været under ordninger fra det offentlige. Her tænkes på kompensation i forbindelse med øget fraværd på grund af sygdom, eller en mindre arbejdstidsnedsættelse etc. 

Men der findes ordninger som kan ligge før fleksjob, hvis man kun i mindre omfang har arbejdsnedsættelse. Fleksjob ordningen er en super god ordning, hvor der udvises fleksibilitet fra alle involverede, også i udformning af rammerne, men den har som udgangspunkt, at du vurderes til maksimalt at kunne yde en 50% arbejdsindsats.  

Så, henvend dig til Jobcentret, der har speciel konsulenter inden for fleksjobområdet, og de vil hjælpe og vejlede dig videre.

Skrevet d. 15 juni 2011