Fleksjob kontra udbetaling fra mit pensionsselskab
d. 18 juni 2011

Jeg skriver på vegne af min datter på 24 år som har sclerose. Sagen er den, at hun har et fleksjob på 20 timer, og derudover får hun et økonomisk supplement fra en privattegnet forsikring.

Denne forsikring har vurderet hende til at være 50 procent uarbejdsdygtig, hendes nuværende 20 timer er dog mere end hun faktisk magter - lægen har vurderet hende til at kunne arbejde 16 til 20 timer. Men oven i det, kommer nu at hendes forsikring snart skal vurderes.

Hun er ansat i en del af det offentlige hvor der er mange ugers ferie, så på årsbasis når hun jo ikke op på de 20 timer i gennemsnit, men vi ved ikke om hendes fosikring kun kigger på det ugentlige tal eller om alle hendes ferieuger påvirker tallet?

Hun er nervøs for at de vil tage forsikringen fra hende. Pt. arbejder hun nok noget der ligner 830 timer om året.

Hun bliver, som sagt, nok nødt til, på sigt, at gå lidt ned i tid, men lige nu står situationen sådan. Så derfor er vores spørgsmål er, hvordan man rent forsikringsmæssigt ser på sådan en sag?

Mellem linierne læser jeg, at din datter har en tab af erhvervsevneforsikring, der starter fuld udbetaling ved 50% tab af erhvervsevne. Du spørger til hvis erhvervsevnetabet pludseligt vurderes til at være under 50%, hvad vil der så ske.

 

Hvis pensionsselskabet konkret vurderer erhvervsevnetabet til at være under 50%, så vil der ikke længere ske en udbetaling fra pensionsselskabet. Tab af erhvervsevne vurderes ikke ens i alle selskaber, hvorfor det er umuligt at give et klart svar.

 

Hendes ferie er hendes ferie, så det vil umiddelbart ikke være med til at nedsætte hendes arbejdstid som du skitserer, men det afgørende er selvfølgelig de udtalelser der fås fra læger/specialister kombineret med den arbejdstid hun har og den arbejdstid hun kan klare.

 

Hvis disse vurderer hendes arbejdsevne til at være under 50%, og hun dermed har et job med en arbejdstid der er mere end hun kan magte, er det svært for pensionsselskabet at undslå sig at erhvervsevnetabet skulle være under 50%.

Skrevet d. 18 juni 2011