Fleksjob efter regler før 2013 og efter
d. 9 december 2015

Jeg har været i fleksjob siden juni 2003 på gammel ordning. Min afdeling flytter til udlandet, og vi bliver opsagt. Vi kan få noget andet internt i virksomheden. Hvis jeg får et andet job internt i samme virksomhed, overgår jeg så til den nye fleksjobordning, også hvis det er samme opgaver og jeg beholder min titel?

Nedenstående er klip fra CABIs hjemmeside vedr. fleksjob oprettet før 2013:

Jobskifte
Personer, der ved lovens ikrafttræden 1. januar 2013 var ansat i et fleksjob, fortsætter som hidtil i fleksjobbet. Det betyder, at den ansatte fortsætter på de ansættelsesvilkår, som den pågældende er omfattet af i ansættelsen, og at arbejdsgiverens tilskud beregnes efter de hidtidige regler.

Hvis en person i et fleksjob efter lovens ikrafttræden påbegynder et nyt fleksjob, bliver den pågældende omfattet af de nye regler.

Der vil ikke være tale om et nyt fleksjob, hvis det alene er skånebehovet eller timetallet, der bliver ændret. Det samme vil være tilfældet, hvis der ændres i jobbeskrivelsen fx som følge af en forfremmelse, men hvor ansættelsesområdet og opgaverne er sammenfaldende med de hidtidige arbejdsopgaver.

Hvis den pågældende skifter tjenestested inden for fx en kommune eller fra et ministerium til et andet ministerium, fordi de hidtidige arbejdsopgaver flyttes til et nyt tjenestested, vil der ikke være tale om et nyt fleksjob.

Det samme gør sig gældende, hvis to virksomheder fusionerer, eller der sker virksomhedsoverdragelse, og ansættelsesmyndigheden dermed bliver en anden, men arbejdsopgaverne og ansættelsesvilkår er fortsat i uændret form.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis du afskediges og senere tilbydes nyt job, vil der være tale om en ny ansættelse. Jobcentret skal selvfølgelig vejlede dig herom.
 

Skrevet d. 9 december 2015