Feriepenge trukket i kontanthjælp
d. 1 maj 2014

Jeg har fået udbetalt 3800 kr. i feriepenge i april 2014. Jeg har været på kontanthjælp de seneste 7 måneder, og blev derfor meget overrasket, da ingen penge gik ind fra kommunen her d. 1 maj. Jeg henvender mig i Borgerservice, hvor de fortæller mig, at de har trukket i min kontanthjælp, fordi jeg har fået udbetalt feriepenge. Jeg er noget overrasket og fortæller, at ingen har oplyst mig herom? De påstår at de har forsøgt at kontakte mig, men det passer ikke. Jeg har hverken modtaget opkald, brev, e-mail eller telefonbeskeder fra dem. Jeg spørger så hvorfor jeg ikke får "resten" af min kontanthjælp, normalt 6800 kr, da feriepengene jo kun er 3800 kr? De fortæller så, at de har modregnet bruttobeløbet på mine feriepenge med min k-hjælp, og derfor får jeg ingen penge udbetalt overhoved? Er det virkelig rigtigt? Jeg fortæller dem, at jeg på intet tidspunkt har holdt ferie eller har tænkt mig det, og såfremt jeg bliver tvunget til at afholde - bliver det en ekstremt kort ferie på 5 dage. Ergo må de kun trække mig i min kontanthjælp for de nævnte 5 dage og ikke for én hel måned korrekt? Pengene har jeg fået udbetalt med henblik på at kunne betale min ejendomsskat og min mor tilbage. 

Reglerne om fradrag i kontanthjælp fremgår af aktivlovens § 32 og vejledningens pkt. 100, jf. nedenstående.

Feriegodtgørelse
§ 32. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen og udbetalte ferietillæg til personer, der er ophørt med at modtage hjælp efter § 42 i lov om social service, bliver trukket fra i hjælpen, når ferien holdes. Der kan kun foretages fradrag svarende til hjælpen for det antal dage, som feriegodtgørelsen eller ferietillægget er bestemt til at dække. Optjent ferie med feriegodtgørelse skal afholdes før ferie efter § 13, stk. 8.
Vejledninger mv.
Aktivvejledning Pkt. 100 (Socialmin. vejl. nr. 39 af 5/3 1998).
100. Feriegodtgørelse skal fradrages i hjælpen, når modtageren holder ferie. Fradraget kan kun svare til hjælpen for det antal dage, som feriegodtgørelsen er beregnet til at dække. Det vil sige, at hjælpen er suspenderet i den periode, hvor modtageren holder ferie med feriegodtgørelse.

Fradraget i kontanthjælpen skal ske i forhold til det antal dage, som feriegodtgørelsen dækker. I forbindelse med din ansøgning om kontanthjælp er du formentlig oplyst om, hvilke indtægter, der i givet fald skal fratrækkes i kontanthjælp ligesom jeg også går ud fra, at du har underskrevet en ansøgning om oplysningspligt. Så desværre er det korrekt, du bør dog lige undersøge om der er sket fradrag for flere dage end feriegodtgørelsen dækker. Jeg går ud fra, at du har fået udbetalt hele din feriegodtgørelse.  Det bør fremgå, hvor mange dage feriegodtgørelsen dækker, ellers kan du måske kontakte den arbejdsgiver, hvor feriegodtgørelsen er optjent. Så er beløbet udbetalt sker fradrag for alle dage. Umiddelbart synes jeg, at du helt konkret skal bede om en skriftlig afgørelse fra dit Jobcenter, hvoraf beregning fremgår og ad den vej sikre dig, at du også får den korrekte vejledning.
 

Skrevet d. 1 maj 2014