Fedtstof på brødet
d. 22 november 2009

Jeg har tidligere spurgt om råd ved valg af margarine/minarine. Fik anbefalet olie (som er det eneste vi bruger i madlavning). Men olie gør sig ikke ret godt i en madpakke, så har har du et bud på hvad jeg kunne bruge af fedtstof på brødet? Jeg kender godt til anbefalingen: "En solsikkemargarine af god kvalitet". Men jeg er ikke i stand til at vurdere kvaliteten af diverse mærker, så vil du ikke være sød at anbefale et eller flere mærker?

Der er ingen af forskerne omkring undersøgelser af kost og sclerose, der nævner margarine, som en mulighed og det var min begrundelse for mit svar sidste gang. Det er faktisk ikke muligt at gøre en flerumættet fedtsyre til et relativt fast produkt uden enten at hærde fedtstoffet (gøre det mere mættet), eller blande solsikkeolien med mættet vegetabilsk fedt (fx en palmeolie). Begge dele er ikke noget, man vil anbefale i denne sammenhæng.

Jeg kan dog fortælle dig at et af landets Sclerosecentre har valgt at benytte Becel 35%, som er en minarine med 35% fedt. Hovedparten af minarinaen består af vand, som i andre minarinaer. Det betyder at fedtindholdet er lavt i modsætning til smør og de forskellige eksisterende blandingsprodukter af smørfedt og planteolie, som for eksempel Kærgården med 80% fedt i produktet.

Telefonisk har jeg fået oplyst at fedtstoffet der benyttes i Becel smørbare produkter er rapsolie. Det fremgår ikke af ingredienslisten på produktet, hvor der står vegetabilsk olie og vegetabilsk fedtstof. Af de 35 g fedt, der er i produktet pr 100 g, udgør mættede fedtsyrer 7 g, enkeltumættede fedtstyrer 10 g og flerumættede fedtsyrer 16 g. Transfedtsyreindholdet er under 1g/100 g minarine og produktet indeholder ikke kolesterol.

Det betyder at fedtstofferne i produktet skubber fedtindholdet i den rette retning, mod det umættede fedt. Ved at vælge en minarine får du mindst muligt fedtstof under pålægget, så er der plads til planteolier og fede fisk i kosten (og eventuelt som tilskud). I 100 g af et blandingsprodukt med 75 % smørfedt og 25 % rapsolie, indeholder 40 g mættet fedt, 29 g enkeltumættet fedt og 7 g flerumættede fedtsyrer.

Hvis vi antager at du bruger 10 g til madpakken, som det eneste sted du bruger denne type af fedtstof, vil du få 4 g mættet fedt, 2,9 g enkeltumættet fedt og 0,7 g umættede fedtsyrer. Hvis du i din kost i øvrigt ikke spiser ost og kun lejlighedsvis kød fra de firbenede dyr, er der plads til 10 g fedt fra et blandingsprodukt om dagen.

Denne er udregnet på Gul Kornblomst fra Thise Mejeri, men der findes flere smørbare produkter af nogenlunde samme type. Den vegetabilske olie i produktet er rapsolie. 10 g svarer til de små smørpakker som fås på restauranter.

Skrevet d. 22 november 2009