Færre symptomer efter træning
d. 22 november 2009

Jeg er en kvinde på 26 år, der har haft sygdommen sclerose i 8 år, men er forsat fuldt mobil.

Jeg er, d. 7 januar, startet i et fitnesscenter, hvor jeg træner 1½-2 timer dagligt. Jeg træner 20 minutter på crosstraineren og så power walker jeg i en time.

Jeg startede på dette for at tabe mig ( jeg forbrænder ca. 900 kcal. til hver træning). Jeg styrketræner også.

Jeg oplever at, udover den opstrammende effekt, jeg har det så meget bedre med sclerosen nu, end før jeg startede med at træne. Kan det passe, at sclerosens symptomper bliver færre ved hård træning? Min arm var tidligere helt "død" flere gange om dagen - dette er helt væk nu. Super dejligt.

Nu har jeg har i hvert fald lavet en aftale med min sclerose om, at jeg træner hver dag, og så forholder den sig i ro for fremtiden. Så må vi se hvem der først bryder vores aftale - sclerosen eller mig.

Det jeg godt kunne tænke mig at vide, er, om der er flere sclerosepatienter der har oplevet samme effekt ved at træne?

Kan man ved at træne hårdt få sat gang i remyeliseneringen (svært ord, ikke til at stave)? Eller er der en logisk forklaring på dette?

Tillykke med den flotte effekt af din træning.

Rent forskningsmæssigt har man bevist, at som scleroseramt har man god effekt af moderat udholdenhedstræning. Hård styrketræning har man hidtil ikke anbefalet, da det kan forværre udtrætningen. Lige nu er der dog et forsøg i gang, omkring hård styrketræning til scleroseramte, på Center for Idræt på Århus Universitet. Resultatet heraf foreligger foråret 2009.

Så rent forskningsmæssigt er der ikke noget som, på nuværende tidspunkt, kan forklare, hvorfor du har fået det bedre.

Min egen erfaring er dog, at hvis man som scleroseramt har få og milde symptomer, så profiterer man rigtig godt af hårdere træning, der involverer både udholdenhed og styrke.

Hvis man derimod har flere og mere omfattende symptomer, er det min erfaring at man forøger udtrætningen, når man træner hårdt.

Fortsæt med at lytte til din krop - den har det godt med din nuværende træningsmængde og det er fint. Hvis du begynder at få flere symptomer skal du dog ikke nødvendigvis træne hårdere, da du i forvejen træner meget, men i stedet skære ned på træningsmængden.

Skrevet d. 22 november 2009