Etablering af forsikring med kronisk lidelse
d. 11 december 2016

Jeg har et spørgsmål omkring ”kronisk sygdom” og ”tab af erhvervsevne” forsikringerne, som man typisk opretter i forbindelse med pensionsordning, og som jeg håber I kan hjælpe mig med: Når man nu har MS-diagnosen, kan det svare sig at oprette en forsikring, som dækker kronisk sygdom/tab af erhvervsevne? Forsikringsselskabet vil jo ikke dække, hvis der er tale om MS-relaterede sygdomme, og jeg tænker, at hvis man skulle være så uheldig at få endnu en kronisk sygdom, vil forsikringsselskabet så ikke påstå, at den nye sygdom skyldes MS. Har I nogen erfaring på dette område?

Der findes primært 2 forsikringer hvor nedenstående er relevant.

1. Kritisk sygdoms forsikring
Her er det korrekt, at der kun kan udbetales én gang for én kritisk sygdom, men selv om man har sclerose, kan man fortsat rammes af en anden dækningsberettiget diagnose, det kunne være kræft, blodprop. Det er selskabet, der skal kunne dokumentere en direkte sammmenhæng mellem sclerosen og den nye lidelse for at kunne afvise, og det tror jeg vil være svært.

2.  Tab af erhvervsevne forsikring
Her vil du ligeledes være berettiget til udbetaling såfremt du rammes af andet end sclerose, idet der er tale om en klausul ved sclerose, men det er sværere at vurdere. Det er specielt svært at vurdere, hvis din erhvervsevne allerede er nedsat pga. sclerose, men igen er det selskabet, der skal dokumentere en direkte sammenhæng mellem den nedsatte erhvervsevne og sclerosen.

Uanset hvad, ville jeg ikke undvære dækningerne, også selvom jeg havde sclerose, hvis det er muligt for dig at etablere dem.

Skrevet d. 11 december 2016