Er træning med rollator godt
d. 30 maj 2013

Jeg overvejer at anskaffe en ny smart rollator i stedet for den triste model fra kommunen. Jeg vil nemlig gerne til at gå længere ture i skoven med henblik på at styrke min gangfunktion. Jeg kan godt gå selv, men går ikke så "langt på literen", når jeg ikke har noget at støtte mig til. Men er det hensigtsmæssigt at optræne muskler på denne måde, for gang med rollator er jo ikke en naturlig måde at gå på. Vil det overhovedet styrke min evne til at gå også uden rollator? Eller anbefaler I optræning med så lidt hjælp/så naturlig brug af kroppen som mulig, fx gangstave?

Jeg går ikke med rollator i dagligdagen, men føler det vil en god hjælp til træning af mine muskler, i stedet for slet ikke at gå. Men rollator styrker vel ikke min balance? Hjernen tvinges jo ikke til at finde nye veje, når jeg har rollatoren at støtte mig til?

Hvis du vælger at gå med rollator, er det korrekt at du ikke udfordrer din balance særlig meget. Dét at man støtter sig til noget gør, at man ikke har det naturlige medsving af armene og hvis du udfordres balancemæssigt, mens du går, vil du korrigere via armene/rollatoren.
Til gengæld er det rigtig god træning af dine benmuskler, og du vil formodentlig kunne gå længere og hurtigere. Samtidig kan du presse dig selv lidt mere, da du til enhver tid kan sætte dig på rollatoren og tage en pause. Derved er du ikke afhængig af om der er en bænk eller andet.

Alternativt kan du gå med stave, der stimulerer til et godt medsving af armene, og du træner også armenes muskler. Men du vil sikkert ikke kunne gå så langt, som med rollatoren.
Jeg vil - i dit tilfælde - foreslå gang med rollator, så du styrker benene og kommer i skoven. Derudover kan du lave mere specifik balance træning hos din fysioterapeut eller få ham/hende til at lave et balance program, du kan lave derhjemme. På denne måde kombinerer du det på en træningsmæssig hensigtsmæssig måde.
 

Skrevet d. 30 maj 2013