Er multipel sclerose een sygdom
d. 15 november 2010

Er det fuldstændig evident, at MS er een sygdom og ikke et fælles symptombillede, der kan have flere årsager?
Eller kan det tænkes, at forskellige faktorer udløser sclerose hos forskellige mennesker?
Skulle det være tilfældet, er det så ikke formålsløst at lede efter en entydig årsag til MS?
I givet fald ville det vel være mere formålstjeneligt at være åben/nysgerrig overfor alle nye teorier?

Du har ret i at der kan være forskellige manifestationer af multipel sclerose.
Man har i årtier prøvet at finde ud af om formen (kaldet neuromyelitis optica) med påvirkning af synsnerve(r) og rygmarv er en selvstændig sygdomsenhed eller en særlig manifestation af multipel sclerose.

Ny forskning med opdagelse af nye antistoffer ret specifikke for neuromyelitis optica giver grund til at tro, at det er en særlig sygdomsenhed.
Men begge er autoimmune sygdomme og f.eks. den nye teori CCSVI bygger ikke på det princip. 
Man forsker generelt meget bredt i multipel sclerose, netop fordi årsagen er ukendt, og man er nået meget langt. Men der har også været utrolig mange vildskud undervejs, så en god portion skepsis overfor nye teorier er klart på sin plads.

Skrevet d. 15 november 2010