Gå til hovedindhold

Er min MS mere aktiv nu

Spørgsmål

Jeg er 26 og blev diagnosticeret med (benign) MS i efteråret 2013 på baggrund af følelsesløshed fra navlen og ned. Jeg havde også synsnervebetændelse som 12-årig, hvilket nu af lægerne tolkes som mit første attak. Jeg har altså kun haft disse to attaks på 12 år, og har ikke mærket noget til det i den mellemliggende periode. Jeg tager ikke medicin - kun en række kosttilskud - da jeg venter på Tecfidera.

Efter min diagnose blev stillet, er jeg nu begyndt at mærke til sygdommen. Min arm sover og føles tung i længere perioder af gangen. I den ret varme sommer var det op til 12 timer ad gangen om dagen, og nu hvor vejret er blevet koldere, sover den primært kun hver dag, når jeg vågner om morgenen. Hvis ikke jeg dyrker sport fra morgenstunden, kan det dog ofte blive siddende lidt. Det kommer også, når jeg hviler min albue på et bord fx ved computerskrivning, men jeg har nogle gange held med at få det til at gå væk ved så at strække den ud. Desuden mærker jeg til tider sitren op ad lænden eller taljen samt sitren i benene, når jeg går eller løber. En sjælden gang imellem mærker jeg prikken i ansigtet. Jeg har ikke kraftnedsættelse af nogen art.

Lader alle disse symptomer til at være tegn på, at min sygdom nu er mere aktiv, end den var inden jeg fik stillet diagnosen? Og er det et tegn på, at sygdommen så ikke kan være så benign, som først antaget? Og kan medicin (Tecfidera) evt. hjælpe mod symptomerne?

Svar

Det er desværre ikke muligt for mig at vurdere dine symptomer her fra, da dette vil kræve et grundigt kendskab til din undersøgelse og dine symptomer. Jeg kan ikke udelukke, at du har haft et nyt attak, men det lyder dog ikke umiddelbart sådan (symptomerne fra din arm), da det nok ville have givet mere udtalte symptomer. På beskrivelsen lyder det mere som om, at sclerosen tidligere har ramt nervebanerne til din arm, hvilket du muligvis ikke har kunnet mærke. Det kalder man et stumt attak, og vil sædvanligvis kun kunne ses på MR skanning.

At det så senere kan give symptomer, er et andet fænomen ved MS, der kaldes Uthoffs fænomen, hvor faktorer som temperatur, fysisk aktivitet, stress mm. midlertidigt kan forværre tilstanden. Dette kan du læse mere her Symptomer når min puls stiger. Uthoffs fænomen er sædvanligvis ikke et tegn på øget sygdomsaktivitet, men som sagt et resultat af tidligere sygdomsangreb, og giver derfor ikke anledning til et mere pessimistisk syn på prognosen. Det er dog vigtigt, at du starter sygdomsdæmpende behandling, da nervesystemet bedre kan hele op, når sygdommen holdes i ro. Desuden vil du jo også være bedre beskyttet mod nye angreb i fremtiden.