Er jeg tvunget til ny pensionsordning i nyt firma
d. 29 april 2010

Er man tvunget til at gå ind i en PFA-pensionsordning, når man starter på et nyt arbejde, hvis man på den forrige arbejdsplads var tilknyttet en anden pensionsordning?

Som sclerosepatient er man jo som regel dårligere stillet forsikringsmæssigt, end raske kolleger.

Normalvis skal man indtræde i pensionsordning med sin nye arbejdsgiver efter de regler der fremgår af pensionsaftalen med pensionsselskabet og for det meste også af ansættelseskontrakten. Dog er systemet ikke så stift at man tvinges ind hvis ens forsikringsforhold i den forbindelse forringes, hvilket det kunne tyde på i din situation.

Derfor skal du undersøge 2 ting:

1. Om du kan indtræde på lige fod med de øvrige ansatte i den nye pensionsordning ud fra din helbredsmæssige situation, og hvis ja få dette bekræftet pr. mail. eller

2. Kontakte dit gamle pensionsselskab og forhør dig om muligheden for at fortsætte i deres pensionsordning med indbetaling fra ny arbejdsgiver, og i bekræftende fald om det vil få nogle konsekvenser.

Normalt har det ikke konsekvenser for dækningerne, da de er lavet inden du fik sclerose, men det kan være prisen for de enkelte dækninger stiger, men spørg til begge dele og om der er mere du skal være opmærksom på.

Igen synes jeg, at du skal bede om et svar pr. mail.

Skrevet d. 29 april 2010