Er jeg dækket af ulykkesforsikringen med sklerose
d. 22 november 2009

Jeg har et spørgsmål vedrørende min ulykkesforsikring.

Under, hvilke skader der ikke er dækket af forsikringen står der: "Enhver sygdom og udløsning af latente sygdomsanlæg, selv om sygdommen er opstået eller forværret ved ulykkestilfælde, såvel som ulykkestilfælde, der skyldes sygdom og forværring af følgerne af ulykkestilfælde, der skyldes en tilstedeværende eller tilfældigt tilstødende sygdom".

Betyder det, at jeg er, eller ikke er, dækket i forhold til min sklerose? Jeg tror jeg kender svaret, men vil gerne være sikker.

Kan du derudover anbefale en ulykkesforsikring (inkl. dækning af invaliditet) til skleroseramte?

 


Du har ret det er kryptisk skrevet og jeg kan godt forstå du bliver usikker på om du er dækket eller ej.

Du er ikke dækket såfremt der er årsagssammenhæng mellem den skete ulykke og din sklerose. Altså, falder du over en kantsten fordi du er blevet usikker på benene med baggrund i sklerosen, vil du ikke være dækket, men er du involveret i et trafikuheld, vil selskabet næppe kunne påberåbe sig at det skyldtes sklerosen.

Det er absolut ikke sort/hvidt men afgøres fra sag til sag.

Føler man, i et skadestilfælde, at man ikke er blevet behandlet korrekt, kan man indgive sagen for "Ankenævnet for Forsikring", der kigger uvildigt på sagen.

Idet du allerede har en ulykkesforsikring, som, hvis jeg læser korrekt mellem linierne, er tegnet inden du fik konstateret sklerose, skal du umiddelbart holde fast i denne, da det vil være svært at tegne en anden efter diagnosen,.Du kan dog se nogle muligheder på www.handiforsikring.dk eller www.h-g-f.dk.

Skrevet d. 22 november 2009