Er honning ok
d. 1 marts 2011

Jeg har for nyligt fået diagnosen sclerose. Jeg har endnu ikke mén af den og har sat mig i hovedet, at jeg vil gøre alt, hvad jeg selv kan for at leve sundt og muligvis holde sygdommen "nede".

Jeg har derfor lagt min kost om. Jeg spiser ingen animalske produkter, holder mig derudover også fra alt med sukker og passer på med mættet fedt.
Da jeg har levet næsten som vegetar før, går det meget fint.

Dog har jeg altid haft en sød tand, hvor jeg nu savner en lille god snack af og til. Jeg er stor fan af nødder, og har kastet min kærlighed over sesambar med honning og mandler.

Men er honning ok? Det jeg tænker mest på, er om sukkeret i honningen kan have den negative virkning af opblusning af betændelsen, og er det noget jeg burde holde mig fra?

For det første vil jeg nævne, at du gør en rigtig god indsats. Du skal dog være opmærksom på, at du får proteiner nok, når du spiser ren vegetarisk.  

Med hensyn til honning, så er det udfra et sundhedsmæssigt perspektiv bedre end hvidt sukker, da honning til forskel fra hvidt sukker indeholder flere næringsstoffer i form af antioxidanter, vitaminer, mineraler, aminosyrer (proteinernes byggesten) og enzymer.  

Hvis honning vaskes, filtreres og varmebehandles  ødelægges nogle af næringsstofferne, så vælg en honning, der er uforarbejdet.  

Honning bliver i nogle lande brugt som naturmedicin, da honning bl.a indeholder bakteriehæmmende stoffer. Det har været kendt siden oldtiden, at honning kan virke betændelseshæmmende. Honning har bl.a været anvendt til sårbehandling  pga. den betændelseshæmmende effekt og honnings evne til at absorbere fugt fra alt, hvad det kommer i kontakt med.  

Når det er sagt, skal også nævnes, at hovedbestanddelen i honning jo er letoptagelige kulhydrater i form af glukose og fruktose (ca. 70 % tilsammen) Derudover indeholder honning ca. 14-18 % vand. Det høje sukkerindhold bevirker, at honning har  et moderat til høj glykæmisk index (GI). (GI er et system, der viser hvor meget forskellige fødevarer påvirker blodsukkeret).  

Hvis ens kost består af fødevarer med højt glykæmisk index eller man sammensætter sine måltider, så de giver store udsving i blodsukkeret med deraf følgende påvirkning af insulinniveauet, kan det fremme inflammatoriske processer i kroppen.  

Det er derfor vigtigt at reducere det samlet indtag af sukker og ikke bare udskifte hvidt sukker med andre former for  sødemidler såsom honning, tørret frugt mm.  

Et begrænset indtag af honning vil være i orden. Sørg for at indtage honningen sammen med proteiner og fedt, så påvirker det ikke dit blodsukker i samme grad. En sesambar med honning, som  også indeholder nødder vil, da være i orden en gang imellem. Nogle barer er udover honning tilsat sukker eller  sirup. Disse bør undgås.  

En nøddebar med tørret frugt og hvor der ikke er tilsat ekstra sukker, kan være et alternativ.  Lärabar har ikke tilsat ekstra sukker. Du kan  også selv lave kugler med tørret frugt, nødder, sukkerfri kakao. Evt. tilsat forskellige krydderier.    
 

Skrevet d. 1 marts 2011