Er herpes et problem ved behandling med Gilenya
d. 26 oktober 2011

Hvis man har herpesvirus i kroppen, er der så nogen af disse to medicintyper man ikke må få - Tysabri eller Gilenya?
Jeg har hørt fra min tidligere neurolog, at Gilenya ikke bør indtages af dem som har herpesvirus i kroppen, da der er sket dødsfald pga. fund af herpes i hjernen under behandling med Gilenya, er det korrekt?
Er der også fare forbundet ved Tysabri og herpesvirus i kroppen?
Siden virusset blusser op, er det forbundet med at immunforsvaret holdes nede under disse to medicinske behandlinger?

De fleste mennesker har herpesvirus i kroppen i "slumrende" tilstand, og det er ikke et problem i forhold til at starte Tysabri eller Gilenya. Ved behandling med høj dosis Gilenya (1,25 mg), som man kun brugte i de indledende Gilenya forsøg, så man et tilfælde af skoldkopper (varicella-zoster virus, der tilhører familien af herpes virus) med dødelig udgang. Derfor anbefales det, at man bliver vaccineret mod skoldkopper inden man starter Gilenya, hvis man ikke har haft sygdommen tidligere i livet (ikke har positiv blodprøve for skoldkopper).

Ved de indledende forsøg med høj dosis Gilenya, så man også et tilfælde med herpes-hjernebetændelse med dødelig udgang, hvilket ikke var tilfældet i den behandlingsgruppe, der brugte den anbefalede dosis (0,5 mg). Ved den anbefalede dosis (0,5 mg) så man heller ikke øget forekomst af almindelige herpes-infektioner (fx. forkølelsessår).

Ved Tysabri er der mig bekendt ikke set øget forekomst af herpes-hjernebetændelse, og der skal ikke tages specielle hensyn ved opstart af behandlingen i den forbindelse. Ved begge behandlinger er der dog øget forekomst at infektioner generelt, hvilket også kan øge risikoen for infektioner i nervesystemet.

Skrevet d. 26 oktober 2011