Er det farligt at være overvægtig når man har sclerose
d. 22 november 2009

Kan det, som sclerosepatient, være "farligt" at være overvægtig?

Der er som sådan ikke noget ved overvægt, som gør det farligere for scleroseramte end for andre mennesker.

Overvægt belaster hjerte, kredsløb og muskulaturen hos alle, da man blandt andet skal bruge flere kræfter for at bevæge sig. Overvægt er især farlig, hvis den er koncentreret til maven, da det vil belaste de indre organer mere.

Så følg med i hvad der står i aviser og blade omkring overvægt og relater det til dig selv.

På den anden side er træthed et meget almindeligt symptom, når man har sclerose og hvis man har ekstra kg at bære rundt på, skal man bruge flere kræfter på at bevæge sig. Så det er godt at være slank, hvis det er muligt.

Kropsvægten er jo meget en balance imellem, hvor mange kalorier man indtager og hvor mange man forbrænder. Hvis man ikke fejler noget fysisk kan man træne mere og øge forbrændingen, men hvis man har sclerose vil der som regel være en begrænsning på, hvor meget man kan træne. Så spis fornuftigt - gerne sclerosekost - og træn i det omfang det er muligt for dig.

Få eventuelt lagt et træningsprogram af en fysioterapeut.

Skrevet d. 22 november 2009