Er det en god idé at fortie MS overfor forsikringsselskabet
d. 13 maj 2015

Jeg fik konstateret MS sidste år, får medicin og er så i øvrigt ikke påvirket af det fysisk. Jeg har et spørgsmål til min ulykkesforsikring. Den forsikring er tegnet længe inden, jeg fik konstateret sygdommen. Nu står jeg og vil gerne samle alle forsikringer eet sted, også ulykke.

Jeg skal ikke afgive helbredsoplysninger det nye sted. Er der noget, jeg skal "passe på" med her? Eller er det bare at få skiftet og spare pengene? Er det mon noget, I kan hjælpe med? Jeg har ikke lyst til at spørge forsikringsselskabet konkret.

Jeg kan ikke konkret hjælpe dig, men du skal i din beslutning være særligt opmærksom på følgende, hvorfor jeg ikke mener det er en god ide, at fortie MS overfor dit evt. nye forsikringsselskab. Du skal undersøge om begge ulykkesforsikringer dækker ulykker som følge af MS, hvis den ene kun gør dette, er min anbefaling at beholde denne.

Det at der ikke skal afgives helbredsoplysninger ved indtrædelse i ny ulykkesforsikring, medfører som oftest en passiv accept. Passiv accept betyder at der i police eller vilkår står beskrevet, at det forventes du ikke fejler forskellige ting. Disse ting skal du kunne nikke nej til, ellers er du i risiko for at have givet urigtige risikooplysninger, hvilket i en skadesituation kan medføre ingen eller nedsat erstatning.
 

Skrevet d. 13 maj 2015