Er der risiko ved influenza vaccine
d. 30 september 2011

Jeg vil gerne høre, om skleroselægerne anbefaler, at vi med sklerose får en influenza vaccination her i efteråret. Øges risikoen for attack af vaccinen/af influenza? Jeg vil også gerne hør,e om denne vaccination indeholder levende materiale? Og skal man være særlig forsigtig hermed? Er der øvrige vacciner, som anbefales (Influenza A, H1N1...)?

Anbefalingen er stadig, at man skal lade sig vaccinere mod influenza, når man har MS.
Mennesker med MS får oftest udtalt forværring af sklerosesymptomerne, når de har influenza. Det kaldes et pseudoattak og kan ses i forbindelse med infektioner, der giver feber og skyldes et temperaturafhængigt fald i nervernes evne til at lede normale impulser. Symptomerne ved et pseudoattak har sædvanligvis forbigående karakter, men risikoen for at få et reelt attak øges desværre ca. 6 gange, hvis man har influenza.
Der er derfor god grund til at lade sig vaccinere mod influenza og undgå en unødig risiko for sygdomsforværring.    

Visse vacciner kan "aktivere" immunsystemet uhensigtsmæssigt, hvilket i stor grad er afhængig af vaccinens formulering (levende vaccine) og muligvis også det såkaldte adjuvans. Ved den sidste Influenza A epidemi var vaccinen mod H1N1 influenza, i modsætning til den almindelige influenzavaccine, tilsat et hjælpemiddel (adjuvans), der øger immunsystemets evne til at reagere på vaccinen.  

Jeg har ikke kendskab til undersøgelser, der viser at anvendelse af vacciner med adjuvans er risikabelt ved sklerose, selvom man var opmærksom på det ved H1N1 vaccinen.  

Den almindelige sæsonvaccine er en antigen-vaccine og der er, såvidt jeg er orienteret, ikke problemer med adjuvans, så den skulle være sikker og ikke give problemer i forhold til din MS.

Skrevet d. 30 september 2011