Er der mulighed for at prøve Cerenday, Biotin?
d. 15 januar 2017

Er der nogen mulighed herhjemme for at prøve Cerenday med Biotin?

Effekten af Biotin (vitamin B7) i høje doser (300 mg dgl.) er fortsat omdiskuteret. Et fransk studie fandt bedring i neurologisk invaliditetsgrad (EDSS) eller ganghastighed hos ca. 13% af en relativt lille gruppe mennesker med progressiv MS i forhold til placebobehandlede. Der har dog været en del indvendinger mod forsøgets validitet, og da en anden undersøgelse ikke kunne vise effekt af Biotin ved synsnervebetændelse, som er et hyppigt symptom ved MS, er der et ønske om, at se resultaterne gentaget i større forsøg, før det evt. kan anbefales lægeligt.
I Danmark findes aktuelt ikke mulighed for dispensation til at give behandlingen, men Biotin i høj dosis kan købes på Glostrup Apotek, der selv laver præparatet (Cerenday forhandles mig bekendt ikke i Danmark). Da det er receptpligtigt, kræver det, at du finder en læge, som vil udskrive medicinen til dig.
 

 

Skrevet d. 15 januar 2017