Er der forskel mellem MS og meningitis
d. 9 december 2011

Mit spørgsmål går på, hvis man sætter sig ned og kigge på, hvad det er sclerose angriber hos mennesker, eller retter hvad det er immunforsvaret angriber. Kunne man så ikke regne sig tilbage, og sige hvilken sygdom det er kroppen prøver at helbrede? 

F.eks. kunne det tænkes, at hvis man er eksponeret for meningitis, og kroppen glemmer at slukke for behandlingen, så vil immunforsvaret forsætte med at bekæmpe. Og når man så får et attak, kunne det så være når man bliver eksponeret for en af de meningitis lignende vira?
Det var bare en strø tanke, at der måske kunne være en sammenhæng mellem sclerose og meningitis. Så spørgsmålet er om der er forsket i dette?

Det er rigtigt at MS er en "sløv" betændelsesreaktion i hjerne og rygmarv. Forskellen mellem fx. en virus-hjernebetændelse og MS er helt grundlæggende, at ved MS angriber immunsystemet en selv (primært myelinet/fedtskederne omkring nervefibrene) og ved hjernebetændelsen angribes indtrængende virus eller bakterier.

Som du foreslår, har man forsøgt at "regne baglæns", altså finde et virus der kan "tænde" sygdommen, og man har fundet flere vira, der kan være årsagen til at man udvikler MS.
Det er i den forbindelse primært kyssesyge/mononukleose (Herpes virus 4) og tredages feber (Herpes virus 6), der har den specielle egenskab, at de ligner myelin til forveksling. Man antager derfor, at hvis immunsystemet ikke kan kende forskel på virus og myelinet udvikles sygdommen.
At rette denne fejl har desværre vist sig at være meget svært, og løsningen er endnu ikke fundet.

Skrevet d. 9 december 2011