Enlig forsørger
d. 22 november 2009

Jeg har sclerose og har nu fundet ud af at jeg er gravid. Jeg kender ikke faderen, men vil alligevel gennemføre graviditeten, da jeg virkelig gerne vil have barnet og er helt sikker på at jeg kan klare at være mor.

Mit spørgsmål til dig går derfor også mere på hvordan jeg er stillet økonomisk; hvad kan jeg få af hjælp fra kommunen, når jeg ikke en gang kan sige hvem der er far til barnet?

Med til min situation hører, at jeg er på førtidspension og har et lille skånejob ved siden af.

Alle forældre får udbetalt børnefamilieydelse efter barnets fødsel. Beløbet udgør pt. til børn mellem 0-2 år 4.107 kr. pr. kvartal. Som enlig forælder kan du søge om ordinært og ekstra børnetilskud der pt. udgør henholdsvis 1.174 kr. og 1.195 kr. pr. kvartal.

Når faderskabet ikke kan fastslås, fordi du ikke kan udpege barnefaderen, kan der ikke fastsættes bidrag fra barnets far. Du vil da have mulighed for udbetaling af særligt børnetilskud.

Nedenstående er klip fra Velfærdsministeriets skrivelse nr. 9005 af 22.12.2008:

Kommunernes behandling af sager om særligt børnetilskud

"Særligt børnetilskud ydes af kommunen uden ansøgning, når betingelserne i børnetilskudsloven er opfyldt. Kommunen skal, fx når en enlig kvinde søger om ordinært børnetilskud, på eget initiativ undersøge, om barnet også har ret til særligt børnetilskud. Kommunen må derfor sikre sig, at den gennem folkeregistret, statsforvaltningen eller på anden måde, modtager de oplysninger, der er nødvendige for udbetaling.

Efter retssikkerhedslovens kapitel 3 a har kommunen ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at kommunen kan træffe en afgørelse. Kommunen kan i den forbindelse bede kvinden om at medvirke til, at de nødvendige oplysninger kommer frem, det vil her sige oplysning om, at faderskabet ikke er fastslået, og oplysning om, at barnet er blevet til ved kunstig befrugtning.

Efter retssikkerhedslovens § 11 a, skal kvinden give sit samtykke til, at kommunen kan indhente oplysning herom i statsforvaltningen. Hvis kvinden ikke vil medvirke til at få de nødvendige oplysninger frem, eller ikke vil give samtykke til, at kommunen kan indhente oplysninger, skal kommunen behandle sagen på det foreliggende grundlag, jf. retssikkerhedslovens § 11 b. Det kan afhængigt af den konkrete situation
føre til, at kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for at yde særligt børnetilskud.

Særligt børnetilskud udgør pt. pr. kvartal 2.997 kr.

Alle børneydelserne er skattefrie og udbetales i kvartalerne januar, april, juli og oktober. Ansøgning skal ske inden den 1. i kvartalet."

Alt afhængig af dine indkomstforhold vil du kunne få hel eller delvis friplads i dagpleje/vuggestue.

Din pensionsudbetaling ændres ikke når du får barnet. Bor du til leje vil din boligstøtte muligvis blive ændret efter barnets fødsel. Du vil som andre kunne få barselsorlov fra dit job.

I forbindelse med din graviditet er tilbud om lægeundersøgelser og jordemoderundersøgelser. Du vil også kunne få besøg af sundhedsplejersken før fødsel.

Din kommune kan oplyse dig nærmere om de tilbud, der findes i din kommune.

Her i rådgivningspanelet er ligeledes en jordemoder, som kan besvare spørgsmål omkring din graviditet.

Skrevet d. 22 november 2009