Gå til hovedindhold

Egenbetaling

Spørgsmål

Jeg er en kvinde i starten af 50´erne. Jeg fik i april stillet diagnosen attakvis MS, og i den forbindelse fik jeg ved udskrivelsen tilbudt vederlagsfri fysioterapi eller rettere træning og balancetræning.

Dette har jeg nu gået til nogle gange. Jeg har indtil nu fået individuel trænning med en fast fysioterapeut, men nu siger hun at jeg skal gå på et hold, som ikke er et sclerosehold, men et hold med faste tider og bestående af mange ældre mennesker. Det er mest det med de faste tider der er svært, hun siger at ellers skal jeg selv betale, er det rigtigt?

Svar

Din læge har givet dig en henvisning til vederlagsfri fysioterapi.
Blot man har diagnosen sclerose er man berettiget til vederlagsfri holdtræning, men hvis man også opfylder kriteriet om et svært fysisk handicap (d.v.s at man har brug for hjælpemidler eller hjælp indendørs) kan man også få individuel træning.
Jeg formoder, at den henvisning du har fået giver dig mulighed for holdtræning ELLER højst 20 individuelle behandlinger, som kan suppleres med eller erstattes af holdtræning.
De 20 behandlinger er indenfor en 12 måneders periode, men hvis du har behov for mere individuel behandling kan din fysioterapeut udfylde en undtagelses redegørelse, som skal accepteres og underskrives af lægen.
Jeg formoder, at fysioterapeuten vurderer, at du primært er berettiget til vederlagsfri holdtræning, og så har du nu i en periode kunnet få op til 20 individuelle behandlinger, men nu vil hun gerne have dig over på et hold.
Det jeg vurderer som væsentligt er, at spørge hende om du vil kunne profitere af denne holdtræning, som ikke er specifikt møntet på mennesker med sclerose eller om der er et andet hold, som er mere relevant?
Et hold er altid på et fast tidspunkt, så det er betingelserne, hvis man går til holdtræning.

Men summa summarum er:

1. Er du primært berettiget til holdtræning, da sclerosen ikke påvirker dig så meget? Eller
2. Er du afhængig af hjælp/hjælpemidler 24 timer indendørs, så du herved er berettiget til både individuel og hold træning?  

Hvis det er 1. skal du selv betale for individuel behandling, men kan få gratis holdtræning.  
Spørg fysioterapeuten om det er begrundelsen og drøft det eventuelt også med din læge, da det er lægen der i sidste instans laver vurderingen.