Effekt af Tysabri på smerter
d. 22 november 2009

Jeg har neuralgi som følge af sklerose. Ved en MR-scanning i 2004 fandt man 5 ar/skader, som jeg hurtigt kunne hæfte på flere forskellige underlige hændelser, fra da jeg var barn. Min neuralgi bliver værre og værre og jeg får mange slags smertestillende medicin i højeste dosis.

Jeg spørger så nu om Tysabri vil kunne hjælpe mig? Der kræves 2 attakker på et år for at få Tysabri, hviket jeg også har haft.

I juni 2008 begyndte jeg at få stærke smerter når jeg havde drukket alkohol, så det kan jeg ikke mere. I maj i år er min venstre arm begyndt at ryste. Jeg passer stadig mit fleksjob. Jeg kan ikke forstå, at der skal ske mere, inden jeg kan få den nyeste forebyggende medicin?

Begrundelsen for det modsatte, var at alkohol ikke er livsnødvendig og skaden kun er en forværring.

Jeg forstår dit spørgsmål som værende, om der er effekt af Tysabri på smerter og hvorfor du ikke bliver tilbudt Tysabri?

Det er ikke sådan at alle der har haft 2 attakker er berettiget til Tysabri-behandling. Det er en speciallægelig vurdering og der skal være tale om 2 lægedokumenterede alvorlige attakker indenfor 1 år eller 3 indenfor 2 år, og typisk er det på trods af behandling med Interferon eller Copaxone. Det skal også afgøres om der er tale om et regulært attak, et pseudoattak (forværring udløst af infektion) eller en forværring (mulig progression).

Tysabri har, mig bekendt, ikke været afprøvet for at undersøge effekt på smerter, men forventes ikke at have det. Nogle patienter har dog oplevet at deres sclersosesymptomer er formindsket under behandling med Tysabri.

Skrevet d. 22 november 2009