Dropfod og løb
d. 7 maj 2011

Efter et attack har jeg fået lidt dropfod. Det er et problem især når jeg løber mine 5 km 3 gange om ugen.
Jeg får ikke løftet min fod så højt som jeg tror. Det giver noget asfalteksem, når jeg snubler.

Jeg ved at der findes en dims, der kan løfte foden for en, er det noget du kan anbefale til en løber?

En dropfod er en svækkelse af de muskler der løfter foden. Det gør at tæerne let kan komme til at hænge fast i selv små forhøjninger, så man snubler og måske falder. Man kan kompensere for dette via en dropfodsskinne, og disse fås i mange forskellige udgaver.
Der er standard modeller og så er der special tilpassede modeller. Generelt får man dem via en bandagist.

Umiddelbart vil jeg anbefale dig en Dictus, som løfter foden let og som tillader god bevægelighed i anklen. Men du skal kunne styre anklen noget, for du skulle gerne undgå en forstuvning. Måske du skulle prøve at træne lidt anderledes i en periode og se om effekten af attacket aftager.

Hvis du ikke har prøvet en crosstrainer, kan jeg varmt anbefale dette. Det er en maskine, hvor man arbejder med hele kroppen og får pulsen op. Forskellen i forhold til løb er at man ikke flytter foden. Held og lykke med det

Skrevet d. 7 maj 2011