Dokumentation for at en kølevest vil hjælpe
d. 18 august 2014

Jeg er meget thermosensitiv og har fundet en kølevest; men mangler dokumentation for varmes påvirkning af MS-ramte. Selv påvirkes jeg negativt af varmt vejr (+fugtighed), direkte sol samt fysisk aktivitet. Det sidste er især uhensigtsmæssigt, da fysisk aktivitet og træning jo er vigtig for at holde sygdommen nede. Hvor kan jeg finde den relevante dokumentation, så jeg kan overbevise kommunen om, at en kølevest vil være et yderst relevant hjælpemiddel for mig?

Fænomenet du beskriver hedder Uthoffs fænomen, hvor hastigheden af impulserne i nervesystemet falder, når kropstemperaturen stiger og dermed forværres sclerosesymptomerne forbigående. Du kan læse mere om dette et andet sted på vores hjemmeside Forværring i varme.  Dokumentation kan du få på mange niveauer. Det mest enkle er nok at gå på dansk Wikipedia, Multipel sklerose, hvor Uthoffs fænomen står kort beskrevet under Tegn og symptomer. Hvis du vil have en mere grundig beskrivelse, skal du søge i medicinske lærebøger eller på internettet i den medicinske videnskabelige litteratur på PubMed. Her kan du f.eks. finde en god artikel, der beskriver fænomenet, og så kan kommunen evt. kigge på den.

Skrevet d. 18 august 2014