Diverse
d. 22 november 2009

Jeg har følgende spørgsmål, som jeg håber du kan hjælpe mig med at besvare:

1) Hvor meget lyder førtidspensionen på før skat?

2) Er der huslejehjælp til førtidspensionister i andelsbolig?

3) Er der nogen form for økonomisk hjælp at hente, ved køb af cykel med hjælpemotor?

4) Hvordan søger man om ophold på Montebello?

Førtidspension efter reglerne efter 1.1.2003 udgør max pr. md. for enlige 15.232 kr. og for ægtepar/samlevende 12.947 kr. Pensionen reguleres herudover i forhold til egne og ægtefælle/samlevers indtægter udover førtidspensionen. Dette kan beregnes her.

Vedrørende boligstøtte til førtidspensionister i andelsbolig henviser jeg til nedenstående klip (i kursiv) fra Velfærdsministeriets skrivelse nr. 9144 af 25.4.2008:

Skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Udbetaling af boligstøtte til nye støttemodtagere i private andelsboliger m.v. som lån).

Folketinget har den 24. april 2008 vedtaget L 111 - Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Udbetaling af boligstøtte til nye støttemodtagere i private andelsboliger m.v. som lån).


 


Loven træder i kraft 1. maj 2008 og vil have betydning for ansøgninger om boligstøtte til andelsboliger mv., hvor boligstøtten ydes første gang med virkning fra 1. juni 2008 eller senere.


 


Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandling, vedlægges til orientering.

1. Udbetaling af boligstøtte til nye støttemodtagere i andelsboliger mv. som lån:

Ved vedtagelsen af lovforslaget vil nye støttemodtagere i følgende boligtyper fremover modtage boligstøtten som 100 pct. lån, hvor støtten efter de hidtil gældende regler udbetales som 40 pct. tilskud og 60 pct. lån:

1) Private andelsboliger.


 


2) Enfamilieshus eller ejerlejlighed, hvori vedkommende har en anpart, og hvor alle ejerne ikke bor i boligen.


 


3) En af boligerne i et tofamilieshus, hvori vedkommende har anpart.


 


4) En af boligerne i et hus med mere end to lejligheder, som vedkommende ejer, eller hvori vedkommende har en anpart.


 


5) Et stuehus til en landbrugsejendom, som vedkommende ejer.


 


6) Enfamilieshus eller to- eller flerfamilieshus, som ejes af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, hvori vedkommende ejer aktier, anparter eller lignende.

7) 55 + bofællesskaber etableret i ejerboliger, private andelsboliger og lignende, jf. boligstøttelovens kapitel 4 a.


 


8) Bofællesskaber i støttede private andelsboligforeninger, jf. boligstøttelovens kapitel 4 a.

Ændringen medfører således, at udbetalingsformen for boligstøtte til andelsboliger mv. sidestilles med udbetalingsformen for boligstøtte til ejerboliger. De øvrige regler, herunder reglerne om beregning af boligstøtten, personlig hæftelse, sikkerhed for lån, forrentning, forfald af lån, mulighed for at vælge en del af lånet mv., bibeholdes uændret.


 


Ændringen gælder som udgangspunkt for alle ansøgninger om boligstøtte, hvor boligstøtten ydes med virkning fra den 1. juni 2008 eller senere, jf. dog afsnit 3 nedenfor.

Dette medfører bl.a. at en person, der har modtaget boligstøtte til en privat andelsbolig mv. før 1. juni 2008, vil blive omfattet af de nye regler, hvis vedkommende på et tidspunkt på ny søger om boligstøtte til en andelsbolig mv. Der skal for eksempel indgives ny ansøgning, hvis vedkommende søger boligstøtte til en ny andelsbolig mv., eller hvis boligstøtten til den samme bolig i en periode har været bortfaldet fx pga. af for høj indkomst.

Der henvises i øvrigt til punkt 232 i vejledning nr. 103 af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte (boligstøttevejledningen), som nærmere beskriver boligstøttelovens ansøgningsbestemmelser, herunder situationer hvor der ikke skal (gen)ansøges om boligstøtte.

Beregning sker i forhold til boligens størrelse, boligudgift, antal medlemmer i husstanden samt indkomst.

Vedrørende cykel med hjælpemotor vil jeg henvise til Ankestyrelsens afgørelse SM C-25-06, som kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside under . Her bliver taget stilling til bevilling af tohjulet cykel med hjælpemotor som hjælpemiddel.

Ophold på Montebello søges via egen læge. Du har mulighed for at orientere dig nærmere om Montebello ved at bruge søgefunktionen her på Scleroseforeningens hjemmeside, og søge på ordet .

Skrevet d. 22 november 2009