Diagnose
d. 22 november 2009

Jeg er en kvinde på 41 år. Jeg lider af en for lavt stofskifte og har gjort i mange år. Grunden til at jeg nu skriver her, er at jeg gennem længere tid (1 år i hvert fald) har haft det skidt, i form af; utilpashed, udmattende træthed, føleforstyrrelser og rysten i kroppen.

I maj måned fik jeg så et slags anfald, hvilket resulterede i at jeg ikke kunne stå på mine ben, de var fuldstændig muskelsvage. Dette stod på et par dage, hvor jeg ikke kunne gå mere en et par meter, før jeg måtte hvile.

Lægen tog i den forbindelse en masse blodprøver, som intet viste, hvorefter vedkomende sendte mig til neurolog. Ved første neourologiske undersøgelser var der spasticitet i højre ben og hyperaktive reflekser. Neurologen sendte med til MR-scanning af ryg og hoved, som viste sig at være ok.

Det skulle jo så udelukke sclerose, som der var mistanke til (?).

Jeg har stadig særlig udtrætning i benene, hvilket betyder at jeg må have hjælp til gåtur med hunden og jeg kan stadig ikke lave de samme ting i hjemmet som før. Er utrolig træt og må hvile allerede et par timer efter jeg er stået op. jeg har haft føleforstyrrelser i benet, som prikken/stikken/snurren samt en brændende fornemmelse. Det er dog kun den brændende fornemmelse jeg fortsat oplever - særligt efter jeg har været aktivit.

Min venstre hånd har jeg også haft en del føleforstyrrelser i. Disse er delvist også ovre nu, men opleves stadig i 2 fingre.

Mit spørgsmål er nu: Kan man være sikker på at MR-scanningen frikender sklerose? Det er selvfølgelig dejligt at der ikke var noget at finde, men jeg har lidt blandede følelser omkring det, da jeg stadig ikke er blevet fysisk bedre, som før anfaldet.

For at vurdere dine symptomer i diagnostisk øjemed, kræves en grundig udspørgen og neurologisk undersøgelse og det vil være forkert at rådgive dig på andet grundlag. Overordnet kan jeg dog sige, at hvis MR-scanningen er normal  er sandsynligheden for at  du skulle have sclerose meget lille.

Hvis du reelt har en spastisk lammelse af benenene og føleforstyrrelser i din arm, må du tale med din neurolog, om at få lavet en neurofysiologisk undersøgelse af centralnervesystemet (VEP, SEP og MEP). Her vil man kunne se om der er noget der forstyrrer nerveleimpulserne i hjernen, samt til dine arme og ben, og på den måde afgøre, om der er en neurologisk årsag til symptomerne. Undersøgelserne kan vise tegn på sclerose, men kan også afsløre en række andre neurologiske sygdomme.

Skrevet d. 22 november 2009