Dexamethason mod attakker
d. 3 november 2013

Jeg har ved attak fået binyrebark i drop over tre dage. Er der anden behandling med binyrebark man kan få. Jeg fik dengang bivirkninger, men ingen effekt. Da jeg blev syg i ´89 og årene frem, fik jeg et andet produkt over tre dage, som hver dag blev halveret i styrke. Det produkt hed vist Decadron. Det hjalp hver gang. Må man få det igen?

Behandling af attakker er bedst dokumenteret med binyrebarkhormonet methylpredniosolon, der som infusion sælges under navnet Solu-Medrol og som tablet Medrol. Det er ikke alle typer af binyrebarkhormon, der virker lige godt på attakker og der er særlige krav til, at medicinen skal kunne passere fra blodet til hjernevævet. Du spørger om binyrebarkhormonet Dexamethason, der sælges under navnet Decadron i USA, kan bruges til behandling af attakker og det kan det principielt godt. Der er dog ikke særlig god dokumentation af effekten, og jeg har kun set det anbefalet ved allergi mod methylpredniosolon, men teoretisk set burde Dexamethason virke. 

Skrevet d. 3 november 2013