Depression og Q10
d. 8 april 2014

Jeg søger oplysninger om Q10. Jeg har i magasinet Fitnews nr. 17 2014 læst en lille artikel om, at Q10 bedrer humøret hos fibromyalgipatienter. Det drejer sig om en spansk undersøgelse, der viser en bedring af indholdet af serotonin og en bedring af depression ved indtagelse af Q10. Jeg er depressiv og tager lykkepiller. De hjælper sikkert noget, men jeg har så mange bivirkninger, at jeg forsigtigt prøver at trappe ud. Jeg tager pt. 25 mg om dagen, men vil meget gerne længere ned/helt væk fra Cipramilerne. Det er 8 måneder siden jeg gik fra 30 til 25 mg. Og jeg har det desværre ikke ret godt humørmæssigt. Mine bivirkninger er både en følelse af "afstumpethed", stor ligegyldighed med livet og voldsom tørhed i munden, hvilket bevirker at min tungspids er hudløs og øm.

Jeg har stor lyst til at prøve Q10, men har nu læst lidt om serotonin og er bange for at tage noget der måske kan betyde, at jeg får for meget serotonin. Har du kendskab til Q10 og dets evt. gode virkning på humøret. Kan jeg risikere at prøve det i en periode. Jeg trænger virkelig til, at der sker noget godt rent humørmæssigt for livet er meget tungt i øjeblikket. Jeg har uden udbytte forsøgt mig med kognitiv terapi - måske var terapeuten ikke dygtig nok, eller jeg ikke tilstrækkelig modtagelig. Jeg har også har forsøgt at finde en psykolog/psykiater, der arbejder med mindfulness.

Du har læst en lille artikel om bedring af humøret hos fibromyalgi-patienter efter indtagelse af Q10. Jeg er ikke vidende om, at Q10 skulle have nogen terapeutisk effekt på depressionssygdom, og du skal i hvert fald ikke have forventninger i den retning. Som du naturligvis ved, er der forskel på dårligt humør, almindelig tristhed, forstemning, sorg og egentlig depression.

Du må have taget Cipramil i lang tid, og er for 8 måneder siden gået ned fra 30 til 25 mg. dagligt, da det ikke har haft den ønskede antidepressive effekt. Du beskriver også generende bivirkninger. Hvem har ordineret det? Din praktiserende læge? En praktiserende psykiater? Du skal henvende dig til din praktiserende læge og få en henvisning til en privatpraktiserende psykiater, der både kan hjælpe dig med at udtrappe Cipramil, måske anbefale et andet og mere virksomt præparat og tilbyde sideløbende samtaleterapi. Du vil være bedst tjent med en sådan professionel assistance, din langvarige og tunge situation taget i betragtning.
 

Skrevet d. 8 april 2014