Den neuropsykologiske undersøgelse
d. 2 november 2015

Jeg er 27 år gammel, med sclerose konstateret i 2012 og primært kognitiv symptomer. Jeg har hørt om hjerne undersøgelse, som f.eks. kan vise hvor lang tid jeg kan koncentrere mig, det er vigtigt for mig, da jeg arbejder på fuldtid. Hvordan kan man gøre det? Hvem skal jeg kontakte?

Du spørger om, hvordan man kan undersøge evnen til at koncentrere sig i længere tid. Koncentrationsevnen og de andre kognitive funktioner kan undersøges med en neuropsykologisk undersøgelse. Dette foregår hos en neuropsykolog. En neuropsykolog er en universitetsuddannet psykolog, som har videreuddannelsen til specialist i neuropsykolog.  Neuropsykologen har specialiseret sig i sammenhænge mellem processer i hjernen og vores adfærd. Det er specielt de psykologiske funktioner (tænkning, personlighed og psykisk tilstand), som interesserer en neuropsykolog.

Undersøgelsen består af to dele. Den første times tid stiller neuropsykologen nogle spørgsmål til dig om dit liv og din dagligdag. Derefter skal du lave nogle opgaver. Når du løser opgaverne, ved neuropsykologen hvilke områder i hjernen du benytter, og dermed fortæller undersøgelsen noget om, hvordan din hjerne arbejder.  Den neuropsykologiske undersøgelse danner baggrund for en vurdering af, hvilke færdigheder du har bevaret og hvilke, der måske er forringede. De forskellige færdigheder kan være: Tempo, opmærksomhed og koncentration, indlæring og hukommelse, sprog, rum og retning, praktiske færdigheder, problemløsning og styringsfunktioner.

Undersøgelsen kan danne grundlag for nogle anbefalinger i forhold til, hvordan du kan optimere f.eks. din koncentrationsevne, og hvordan du kan kompensere for eventuelle kognitive vanskeligheder. Der kan også være forslag til, hvordan arbejdspladsen kan støtte dig, så alle parter får mest muligt ud af din arbejdsindsats.

Hvis formålet primært omhandler din arbejdsevne, kan du spørge på dit lokale jobcenter, om de tænker, at det vil være hjælpsomt med en undersøgelse. Hvis du er medlem af en fagforeningen, kan de eventuelt hjælpe dig med kontakten til jobcentret. Hvis det først og fremmest handler om andre ting f.eks. i forhold til at få dagligdagen til at fungere bedre, så kan du spørge din scleroselæge om han/hun vil henvise dig til den neuropsykolog, der er tilknyttet scleroseklinikken eller den neurologiske afdeling, hvor klinikken hører hjemme.

Skrevet d. 2 november 2015