Den korte lunte
d. 22 november 2009

Jeg er en kvinde på 32 år, jeg har en mand to børn og et til på vej. Min far har sclerose, som han fik konstateret for 1 1/2 år siden. Vi børn har dog haft mistanke om at han havde sclerose, siden min storesøster fik konstateret sygdommen for ca. 6 år siden. Dog har vi også vidst, at der var noget galt med ham i ca. 20 år, fordi han ændrede personlighed og gik som en der var fuld. Når vi konfronterede ham med det slog han det hen, med at det var gigt i knæet. Nu er problemet bare, at han er blevet helt utålelig at være sammen med - i hvert fald for os i den nærmeste familie.

Han har utrolig lavt selvværd, og tror at alle andre tænker grimt om ham. Omvendt vil han ikke opsøge hjælp hos læge, psykolog eller andre professionelle folk med forstand på sclerose. Min søsters sclerose-læge mener, at han bør have "lykkepiller", men det vil han ikke høre tale om. Han er selv af den overbevisning, at han ikke har brug for hjælp, og i øvrigt har han den meget holdning til medicin, at når der er en virkning, så er der også en bivirkning. Min mor lider meget under hans dårlige humør, men hun er kørt så meget ned, at hun ikke formår at handle.

Der er ikke noget jeg hellere vil, end at hjælpe dem, jeg ved bare ikke hvordan. 2. juledag gik jeg fra dem i vrede sammen med min familie, fordi jeg ikke kan holde ud, at min far skælder børnene ud og taler grimt til os, og i øvrigt smækkede en dør i hovedet på mig, fordi jeg havde glemt at lukke den helt. Det er naturligvis flere episoder, der nu har hobet sig op, som har gjort, at jeg blev så vred. Jeg ved godt at han ikke har overskud og er træt, men når jeg taler med ham om at indrette et slumrerum og lave faste sovetider, slår han det bare hen med, at han hellere vil sidde i sofaen og læse tekst-tv, og så falde i søvn der.

Der er mange ting i vores familie, der er gået i hårdknude, så det er temmelig kompliceret. Jeg ved at vi alle har behov for at tale med en psykolog om problemerne, men det er svært, når hverken min mor eller far tager skridtet. Jeg har selv gået til psykolog for 4 år siden. Det gjorde jeg fordi jeg troede, at jeg havde sclerose. Dette troede jeg fordi jeg havde de samme fysiske symptomer, som min søster havde, da hun fik stillet diagnosen. Jeg led af dødsangst, men blev kureret og har det godt i dag, og er meget bevidst og afklaret omkring min families problemer.

Egentlig har jeg også indset, at min far nok aldrig ændrer sig i forhold til os, og at jeg måske ikke ser ham ret meget mere. Min mor kan dog forstå at min vrede er rettet mod ham, og ikke hende, idet hun tror at den også er henvendt mod hende. Det er den måske i virkeligheden også, fordi hun ikke handler men bare lader stå til og, efter min mening ødelægger sit liv. Hvad kan jeg gøre? Skal/kan jeg gøre mere?

Du er virkelig meget bevidst og afklaret omkring din families problemer, men jo selvfølgelig også meget påvirket af det. Din fars sygdom, og følgevirkningerne af denne, syntes klart at være roden til problemerne, selvom din far nok også tidligere har været noget problemfornægtende. Det fortvivlende er jo at han ikke vil tage handling på sin situation, selvom hans nærmeste lider under hans depressive humørsvingninger - humørsvingninger som ikke alene gør tilværelsen sur for ham, men også for jer. Det er vel ikke for meget at sige at han kommer til at tyrannisere med sit dårlige humør og skubber dem, der holder af ham, fra sig. Og det kan ingen af jer være tjent med.

På den ene side er det rigtigt synd for ham at han ikke kan håndtere sine humørsvingninger og ikke sørger for at få den mulige hjælp. På den anden side er det også rigtigt synd for dem, som bliver gidsler i samvær med ham, når hans dårlige humør styrer. Den opførsel du beskriver 2. juledag er selvfølgelig ikke noget, man bare skal udsætte sig selv for, og jeg syntes du satte nogle meget sunde grænser for dig og dine familie, ved at sige fra over for den urimelige opførsel han udviste.

Men der er ingen vindere her, vel? Du går derfra vred og ked af det, din mor bliver ulykkelig og din far har formentlig haft det rigtigt dårligt med, at han ikke kunne styre sin korte lunte bedre. Så alle bliver ofre for den korte lunte, som kommer af træthed og manglende overskud (mere end af dårlig vilje), og det er meget trist. Det er vel også derfor du skriver. For hvad kan man gøre, når trætheden og den korte lunte gør samværet i familien til en anspændt balancegang i et minefelt. Der skal ikke meget til før det eksploderer. Jeg tror desværre ikke at din far kan gøre det bedre, men det er svært at acceptere at han ikke prøver.

Allerbedst ville det være, hvis I kunne få en snak om det med din far, i et roligt og neutralt øjeblik, hvor der kunne være basis for at I kom hinanden i møde, i en gensidig forståelse af problemet. Her kunne I måske finde frem til en åbenhed, hvor I både kunne snakke om, hvad I kan gøre for at begrænse disse situationer, og tillige pege på hvilke muligheder, der i øvrigt er for at afbløde problemet. Her tænker jeg både på medicin og på psykologhjælp.

Hvis dette ikke er muligt og situationen er så fastlåst, at det ikke er muligt at bløde den op, vil jeg støtte dig i at begrænse samværet i familiens skød, blandt andet med børnene der naturligvis udfolder sig og fylder, for derved at begrænse de mere stressende situationer (læs: for din far), til fordel for situationer med mere ro.

Kunne din mor og du have glæde af at ses udenfor de vante rammer, f.eks. gå i byen, på cafe, i biografen eller andet en gang imellem? Kunne det være en ide, at både hun og du fik lidt "time-out" fra problemerne, til glæde for jer begge?

Marianne Nabe-Nielsen, Psykolog

Skrevet d. 22 november 2009