Gå til hovedindhold

D-vitaminer

Spørgsmål

Jeg har haft sclerose siden 2001. Jeg har to voksne sønner. Den ene arbejder inde og den anden arbejder ude, hele dagen. De er begge interesseret i at begynde at tage D-vitamin, men har på apoteket fået at vide, at dette ikke var nødvendigt. Jeg forstår det ikke, og især ikke, fordi jeg som deres mor har sclerose. De vil dog gerne igang, men hvilken dosis skal jeg anbefale dem?

Kan der være forskel på de forskellige D-vitaminer - der er jo forskellige priser. Er det ikke fornuftigt, at de starter med D-vitamin? Jeg ved de ikke får nogen form for vitaminer, og spiser nok " som andre unge mennesker " med fast food indimellem.

Svar

Jeg kan godt forstå, at det vækker undren hos dig, at dine sønner på apoteket blev frarådet at tage et vitamin D tilskud, når det nu er så meget oppe i tiden, at mange danskere ikke får nok af dette vitamin. Blandt de danske sundhedsmyndigheder er der faktisk uenighed omkring, hvor mange danskere der reelt får for lidt vitamin D gennem kosten og fra solen. Det kan måske være en forklaring på, hvorfor medarbejderen på apoteket var lidt tilbageholdende.

Derfor kunne det være en idé at starte med at få opklaret, om dine sønner reelt har behov for at tage et tilskud med vitamin D? Dette gøres via en blodprøve hos lægen, hvor man får målt mængden af vitamin D i kroppen i form af plasma 25-hydroxyvitamin D (25(OH)D). Ifølge Sundhedsstyrelsen er det optimale niveau af plasma 25-hydroxyvitamin D (25(OH)D) på over 50 nmol/l, men under 200 nmol/l for at undgå overdosering.

De nuværende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen er, at en voksen dansker under 60 år dagligt skal indtage 7,5 mikrogram (µg) vitamin D fra kosten og 10 mikrogram, hvis man er over 60 år.

Alle eksperter er dog ikke enige i denne anbefaling og hælder mere til, at et dagligt indtag på 20-30 mikrogram vitamin D, giver det optimale niveau af i kroppen. Derfor kan jeg ikke give dig et helt konkret svar på dit spørgsmål omkring den korrekte dosis til dine sønner, men i stedet udstikke nogle fornuftige rammer for, hvor meget de ca. skal supplere kosten med.

Langt de fleste kosttilskud med vitamin D indeholder den type, der hedder vitamin D3 eller kolecalciferol. Vi danner selv vitamin D3 når huden rammes af sollys, så derfor kan det være en god idé at supplere med f.eks. 10 mikrogram vitamin D i sommerhalvåret og 15-20 mikrogram om vinteren, så man varierer efter årstiden og soleksponeringen.

Fra kosten får vi primært vitamin D3, når vi spiser fede fisk og æg. Og nu vi er ved kosten, så vil jeg klart anbefale, at dine sønner benytter lejligheden til at rette et kritisk blik mod den kost de spiser. Selvfølgelig skal der være plads til lidt fast food, men det er ikke optimalt, at forsøge at rette op på de knap så gode kostvalg ved at spise kosttilskud. Nu lyder jeg måske en anelse fanatisk, men al den viden vi har i dag omkring kost og sundhed peger på, at det altid vil være bedste for kroppen, at få tilført vitaminer og mineraler gennem en sund og varieret kost.

Er man f.eks. ikke den store fan af fisk, og som din ene søn arbejder indendørs, kan det være svært at dække sit behov for vitamin D på anden måde end som et tilskud. Så det er jo også nødvendigt at være lidt praktisk indrettet i nogle situationer!

Der findes et hav af vitamin D tilskud på markedet, og på apoteket kan dine sønner f.eks. købe et tilskud med vitamin D3 på henholdsvis 10, 20, 25 og 35 mikrogram per. tablet (Apovit D3-vitamin). De vil kunne købe tilsvarende produkter i Matas og hos de fleste større supermarkeder.

Vitamin D er et fedtopløseligt vitamin, så for at kunne optage vitaminet i tarmen er det vigtig, at spise et måltid der indeholder fedt sammen med pillerne.

Hvis du og dine sønner gerne vil læse lidt mere omkring vitamin D kan I følge dette link, der fører til et tidligere svar omkring vitamin D & anbefalinger. Vær dog opmærksom på, at jeg her kommer med nogle anbefalinger omkring vitamin D til et menneske med sclerose: