Dækning af udgifter til vedligeholdelse og særlig indretning
d. 10 marts 2011

Hvor er grænsen for almindelig vedligehold af en invalidebil?
Min 4 år gamle kassebil har jeg de sidste måneder haft konstante reparationsudgifter på, enten motor, generator eller edbsystem og nu også liften.

Udgifterne har været ca. 10.000 kr. om året i 2010, og indtil nu i 2011 10.000 kr. Nu er edbsystemet igen gået i stykker, og jeg skal forvente en udgift på 7000 kr for liften.
Jeg har også lige været til syn.
2 gange bilruder med kasko på 4500 kr. ruden koster 12.000 kr.

Kommunen siger at jeg selv skal betale for almindelig vedligehold - så hvor er grænsen for almindelig vedligehold?

Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at det du søger oplysning om er, hvilke merudgifter til vedligeholdelse, som du kan forvente at få dækket.
Hvis jeg har ret i min opfattelse drejer det sig om muligheden for dækning af merudgifter i h.t. lov om social service § 100. Det betinger, at du er i målgruppen for ydelsen. Se evt. nærmere herom på Scleroseforeningens hjemmeside under Livet med sclerose.  

Dækning af merudgifter til større bil vil efter en konkret vurdering kunne dækkes. Udgifterne vil blive beregnet som forskellen mellem kassebil og almindelig personbil. Ankestyrelsen har truffet nogle afgørelser på dette område se C-258-10, 257-10, 04-06, 02-06  

Der er tillige mulighed for at søge dækning af reparation af nødvendig særlig indretning i bilen efter behov. Reglerne fremgår af bekendtgørelse om støtte til bil § 12.  

Når du henvender dig i din kommune med spørgsmål/ansøgning skal du bede om en skriftlig afgørelse med henvisning til lovhjemmel, begrundelse og klagevejledning.

Skrevet d. 10 marts 2011