Copaxone eller interferon-beta, 2009
d. 22 november 2009

Jeg vil meget gerne vide om der er nogen forskel på de forskellige typer interferon sammenlignet med Copaxone, i forhold til om de er lige effektive mod attakker?

Det undrer mig meget, at man har Copaxone som det ”sidste valg” når man bliver opstartet i medicinen. Hvorfor kan man ikke begynde med denne medicin, når man, såvidt jeg har forstået, ikke kan danne antistoffer mod denne type medicin?

Jeg har desværre dannet antistoffer mod Rebif 44 og skal snart i behandling med Copaxone, hvilket jeg er meget utryg ved, da jeg ikke fornemmer at denne medicin har den samme gode effekt mod sklerosen/attakker, som interferonerne har. Ydermere gør det mig utryg at der, så vidt jeg har forstået, går op til ½ år, før jeg har den fulde effekt af medicinen.

Er det rigtgt at det forholder sig som jeg har beskrevet det?

Man har tidligere foretrukket behandling med interferon-beta frem for behandling med glatiramer acetat (Copaxone). Baggrunden er, at effekten af Copaxone tidligere har været mere usikker, da der kun har foreligget meget få undersøgelser af effekten af Copaxone, og resultaterne af undersøgelserne har været noget usikre.

Der er imidlertid, i løbet af de seneste par år, kommet resultater af flere store undersøgelser, der viser at effekten af Copaxone ved attakvis sklerose er fuldstænding lige så god som effekten af behandling med interferoner. Det har også vist sig, at Copaxone virker lige så hurtigt som interferonerne. Der er derfor ikke noget til hinder for at bruge Copaxone som første behandling af sklerose.

Som du nævner har Copaxone den fordel at der ikke udvikles antistoffer mod medicinen, der nedsætter dens effekt. Medicinen giver heller ikke influenzalignende bivirkninger, men relativt mange får irritation i huden ved behandling med Copaxone. Desuden skal Copaxone tages dagligt, mens interferonerne doseres én eller tre gange ugentligt eller hver anden dag. Endelig ved vi, at effekten af behandling med interferoner kan forstærkes ved regelmæssig behandling med binyrebarkhormonet methylprednisolon.

Valget mellem Copaxone og interferonerne er derfor ikke nødvendigvis helt enkelt, men der er bestemt ingen grund til at være bekymret over at skulle i behandling med Copaxone, og det er i særdeleshed et rigtig godt valg til patienter, der har udviklet antistoffer mod interferoner.

Skrevet d. 22 november 2009