Gå til hovedindhold

CCSVI, fup eller fakta

Spørgsmål

Jeg vil meget gerne vide, i hvor lang tid endnu, man fra Scleroseforeningens og neurologernes side, har i sinde at ignorere CCSVI og behandlingen heraf.

Der er nu, på verdensplan, adskillige læger, radiologer og neurologer, der anerkender CCSVI og behandler patienter herefter. Og stort set alle patienter melder om bedring i tilstanden og fornyet livskvalitet. De første danske MS-patienter er nu også behandlet og melder, som andre, om en bedring i deres tilstand.

Hvor længe endnu vil man have hovedet begravet i sandet, mens andre lande stormer frem og nye behandlingsklinikker dukker op næsten alle steder? De danske MS-patienter lades i høj grad i stikken, hvilket er ganske uacceptabelt! Har man i DK helt glemt lægeføftet?

Frustrationen og vreden vokser blandt patienter, som føler sig totalt ladt i stikken, mens læger og neurologer jagter økonomiske interesser, og ikke vil patienternes bedste, samt heller ikke er indstillede på at hjælpe.

Svar

Lad mig starte med at gøre klart, at hverken danske læger eller Scleroseforeningen ignorerer den foreliggende viden om CCSVI, som er en teori om at forsnævring af vener i hjerne og rygmarv er årsag til sklerose.

I de første artikler om CCSVI, som blev offentliggjort af den italienske læge Zamboni i løbet af 2009, kunne forandringerne næsten udelukkende påvises hos patienter med sklerose, hvor de til gengæld påvistes hos næsten alle.

I en betydelig større undersøgelse har en amerikansk forskergruppe, som har været udtalt begejstret for CCSVI teorien fundet at forandringerne "kun" findes hos godt halvdelen af sklerosepatienter, og at de også kan findes hos mange raske kontrolpersoner, se http://www.buffalo.edu/news/fast-execute.cgi/article-page.html?article=109370009.

Det kan ikke udelukkes, at CCSVI kan være en risikofaktor ved sklerose, men det synes på baggrund af de nye resultater usandsynligt at de skulle være hovedårsagen til sygdommen.

Zamboni har selv offentliggjort den hidtil eneste videnskabelige undersøgelse af effekten af at behandle CCSVI med katedre, der udvider de forsnævrede blodårer.

I hans artikel konkluderer han selv, at der overvejende ses effekt hos patienter med attakvis sygdom. Hans egne resultater viser, at antallet af attakker falder fra et gennemsnit på 0,9 per år før behandling til 0,7 per år efter behandling. Det synes jeg ikke er særlig overbevisende for den gruppe, der har størst effekt af behandlingen. Denne effekt er faktisk ikke større end det fald, der er set i kontrolgruppen i mange behandlingsforsøg.

Til sammenligning falder attakhyppigheden hos danske patienter i gennemsnit fra 1,1-1,2 attak per år før behandling til ca. 0,4 attak per år under behandling, altså en effekt, der er markant større end effekten af Zamboni's behandling.

Jeg synes også, det må siges at være et problem, at behandlingen ofte kun har en relativt kortvarig effekt, da mange af de behandlede blodårer lukker til igen efter noget tid (igen baseret på Zambonis egen artikel).

Zamboni skiriver da også selv, at hans resultater må følges op af større, kontrollerede behandlingsforsøg, se også: http://www.nationalmssociety.org/news/news-detail/index.aspx?nid=2206.

Der argumenteres ofte for at behandling af CCSVI er ufarlig, og det var da også tilfældet i Zambonis egen artikel, hvor bivirkningerne var beskedne. Man har imidlertid, på det anerkendte amerikanske Stanford Universitet, i en periode taget behandling af CCSVI op, men efter et dødsfald og et tilfælde, der krævede akut hjerteoperation på grund af en komplikation til behandlingen, blev forsøgene indstillet.

Det er med andre ord ikke tilfældet at vi ignorerer den foreliggende viden, men at vi i lighed med andre ansvarlige behandlere finder, at den foreliggende viden er utilstrækkelig til at vi kan sige, om Zambonis teorier er rigtige.

Der iværksættes i øjeblikket en række videnskabelige undersøgelser, der vil belyse, om Zamboni har ret, og hvis undersøgelserne kan påvise at behandlingen virker vil den naturligvis også blive taget op herhjemme.