Cøliaki og MS
d. 30 januar 2013

I forbindelse med den store "hype" omkring Terry Wahls og paleo/stenalder diæt skulle hjælpe og måske endda kurere MS. Er jeg faldet over sammenhængen mellem MS startsymptomerne og gluten intolerans. Det er påfaldende de samme symptomer, som ovenikøbet bliver værre ved medicinering mod symptomerne specifikt eller afleder andre bivirkninger.

MS kost har været i gang længe uden det helt store gennembrud. Har der nogensinde været foretaget undersøgelser af MS'eres tyndtarme/tarme?
Jeg tillader mig at linke til denne Youtube video, som danner et godt overblik for en helt almindelig dødelig som mig.

Der er i tidens løb foretaget mange undersøgelser vedrørende MS og sammenfald med andre sygdomme, for netop at se, om der skulle være en fælles udløsende årsag. I den forbindelse har man fundet en vis sammenhæng mellem MS og infektion med kyssesyge og desuden en beskeden sammenhæng mellem udvikling af andre autoimmune-sygdomme og MS, heriblandt tarmsygdomme som Crohns sygdom og Colitis Ulcerosa.

Der er dog ikke fundet sammenfald mellem forekomsten af cøliaki/gluten intolerans og MS, selvom de neurologiske symptomer ved cøliaki i visse tilfælde kan ligne MS. Tarmfunktionens betydning for udvikling af MS er imidlertid et meget aktuelt videnskabeligt emne, da det har vist sig, at tarmens indhold af mikroorganismer (mikrobiom), muligvis kan have indflydelse på forekomst og forløb af MS og en række andre sygdomme. Resultater fra disse undersøgelser ligger dog flere år ude i fremtiden.

Skrevet d. 30 januar 2013