Bruges stamceller fra navlestrengen
d. 22 marts 2012

Min svigerdatter har sclerose, og skal føde sit første barn om en måned. Vil det være en god idé, at gemme navlestrengsblod, med henblik på fremtidige muligheder indenfor stamcelleforskning, og i givet fald, hvordan planlægges/ gøres det, bank til opbevaring, pris osv.

Det er fortsat ikke helt afklaret, om stamceller fra navlestrengen har nogen speciel plads i stamcellebehandling.
På Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, er to teknikker til stamcellebehandling i brug, henholdsvis rutinebehandling med blod-stamceller, hvor immunsystemet "rekonstrueres" og et nyt forskningsprojekt med såkaldt mesenkymale stamceller, der skal være med til at genopbygge nervevævet hos mennesker med MS.

I begge tilfælde høstes stamceller fra den voksne person, der skal have dem igen kort tid efter, og der er således ikke behov for navlestrengs-stamceller i disse teknikker. Den igangværende forskning - jeg har kendskab til - benytter sig udelukkende af stamceller fra det voksne menneske og ikke fra navlestrengen.

Skrevet d. 22 marts 2012