Brændende smerter i fødderne
d. 17 januar 2013

Jeg er en kvinde på 46 år, som har fået diagnosen MS i september 2012 og startet behandling med Copaxone i oktober 2012.

Jeg har de sidste 4 måneder fået smerter i mine fødder. Det startede som meget stive ben og ankler især om morgenen. Efter 1 uges tid fik jeg kramper i mine tæer om natten, hvor jeg også havde en brændende fornemmelse i underben og fødder. Jeg har nu så ondt, at det føles som om jeg går direkte på knoglen. Der er også en sovende fornemmelse især i højre fod indimellem. Jeg er startet behandling med Baklofen og øget dosis af Garpapentin.

Jeg har fået den besked at det er en følge af MS'en, og at det kan tage kroppen 1 til 2 år at vænne sig til denne nye tilstand, jeg er noget nede i kulkælderen over denne besked. Jeg frygter at min gang formåen bliver meget nedsat, jeg prøver at holde min træning igang. Dette er svært da smerterne sætter en stopper for det. Er der virkelig ikke noget at gøre ved denne tilstand, og er jeg i attak, eller mener I der er tale om en følge af sygdommen?

Det lyder som om du både har spastiske symptomer (stivhed) og sclerosesmerter i benene. De spastiske symptomer behandles oftest uden større problemer med antispastisk medicin som f.eks. Baklofen. Sclerosesmerter kræver derimod tit afprøvning af flere forskellige slags medicin, inden den rigtige behandling findes, og man skal som regel også bruge tid på, at finde den rigtige dosis. 

Sclerosen forstyrrer sanseimpulserne, der føres til hjernen og det sansede fejltolkes derfor som smerter. Et menneske med sclerose kan for eksempel føle, at fødderne eller knoglerne brænder blot ved tryk eller berøring. Fødderne og nervebanerne vil være normale, men bearbejdningen af signalerne i rygmarven er fejlagtig, hvorfor signalerne der sendes til hjernen, opleves som brændende smerte. Smerter kan også føles uden at man berøres, ved at der fejlagtigt dannes sanseimpulser i sclerose-plak.

Prikkende og stikkende føleforstyrrelser behandles efter samme principper som de såkaldt kroniske sclerosesmerter (brændende, knugende eller borende smerter). De bedste resultater har man med lægemidler, der primært er brugt mod depression, men nu har vigtig anvendelse mod nervesmerter og bruges i stort omfang i neurologiske klinikker og smerteklinikker. De to lægemidler der hyppigst anvendes er amitriptylin (Saroten) eller Imipramin.

De mere jagende kortvarige smerter, kaldes neuralgiforme smerter og kan som regel behandles effektivt med lægemidler man normalt bruger til behandling af epilepsi, Oxcarbazepin (Trileptal), Carbamazepin (Tegretol), Lyrica eller Gabapentin. Endelig skal nævnes Dronabinol (Marinol), der formentlig kan bruges til at behandle begge typer af neurogene smerter.

Du skriver at Gabapentin ikke har haft tilstrækkelig effekt. I den forbindelse må man først sikre sig, at du har prøvet behandlingen i en rigtig dosis, hvilket er op til 900 mg x 3 dagligt, hvis du ellers tåler medicinen og ikke har væsentlige bivirkninger. Hvis Gabapentin alligevel ikke kan behandle dine smerter, må du afprøve en anden type medicin efter samråd med din skleroselæge, og som du kan se ovenfor, er der nok muligheder at afprøve.

Skrevet d. 17 januar 2013