Botilbud for mennesker med sclerose
d. 22 september 2016

Min mor har progressiv sclerose. Hun er nu så syg, at hun har svært ved at klare sig i eget hjem. Hun bor i Herlev kommune. Min mor er i midten af 50'erne, og er frygtelig bange for at skulle på plejehjem med mange meget ældre mennesker. Hvor flytter andre sclerosepatienter - der ikke er i plejehjemsalderen - hen, når de ikke kan klare sig selv længere? Vælger de handicap boliger og bor alene, eller er der nogle bosteder rundt i landet, som specielt er til sclerosepatienter? Jeg har kontaktet kommunen, men de ved ikke noget. De foreslår ældrebolig i Københavns kommune eller plejehjem. Jeg håber på, I ved noget om, hvad andre har valgt i denne meget svære situation.

Egentlig findes der jo ikke nogen speciel "plejehjemsalder", men det er korrekt, at mange forbinder det med ældre mennesker - og der er da også flest ældre mennesker i plejeboligerne. Der findes ikke specielle plejehjem for personer med sclerose, men nogle kommuner har forsøgt at samle personer i forhold til alder og helbredsmæssige vanskeligheder i specielle boenheder, men det har Herlev Kommune ikke, kan jeg forstå. Jeg kan ikke svare dig på, hvor personer med sclerose flytter hen, når der er vanskeligheder med at klare sig selv. Det er meget individuelt. Kommunerne har jo generelt forpligtelsen til at yde den nødvendige hjælp - også i eget hjem.

Du skriver, at din mor er midt i 50´erne og jeg forudsætter, at din mor modtager førtidspension. Jeg ved så ikke, om din mor er tilkendt pension før eller efter 2003, men der er forskel i tillæg/andre ydelser, afhængig af hvornår pensionen er tilkendt. Jeg ved så heller ikke, om din mor har en ledsageordning eller andre tilbud i sin dagligdag udover den nødvendige personlige og praktiske hjælp. Måske var det en ide at bede om en handleplan, så de nødvendige tilbud om hjælp, kan blive drøftet.

Din mor og du er selvfølgelig også velkomne til at kontakte Scleroseforeningens socialrådgiver for en nærmere drøftelse om eventuelle muligheder.

Skrevet d. 22 september 2016