Bliver bonus modregnet fleksløntilskud
d. 18 juli 2017

Min arbejdsgiver udbetaler bonus hvert år. Nu er jeg kommet på fleksjob og vil derfor gerne vide, om den vil blive modregnet i min flekslønstilskud?

Reglerne om fradrag i fleksløntilskud fremgår af nedenstående:

Bekendtgørelse om beregning af og fradrag i fleksløntilskud
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 811 af 27/6 2014.
I medfør af § 70 f, stk. 11, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 415 af 24. april 2013, som ændret ved lov nr. 400 af 28. april 2014, fastsættes efter bemyndigelse:
Begreber m.v.

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Lønindtægt: Løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold.
2) Det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold: Den ansattes eget og arbejdsgiverens bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold og fastsat på baggrund af en overenskomst, herunder lokaloverenskomst eller en aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren.
3) Indtægt fra selvstændig bibeskæftigelse: Overskud, inklusive løn eller andre beløb, der er udtaget til eget forbrug.

§ 2. Ugesatsen er fastsat til 98 pct. af arbejdsløshedspengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Når fleksløntilskuddet efter § 70 f, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal omregnes til en månedssats, ganges ugesatsen for det pågældende kalenderår med 4,3333. Det beregnede fleksløntilskud efter 2. pkt. og §§ 3-6 og 8, afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Beregning af og fradrag i fleksløntilskud

§ 3. Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Stk. 2. Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 13.446 kr. (2014-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 13.446 kr. (2014-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.
Stk. 3. Fleksløntilskuddet efter stk. 2, og løn udbetalt af arbejdsgiveren, jf. § 1, nr. 1, kan tilsammen højest udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår inkl. tillæg m.v. i den pågældende stilling, jf. arbejdsgiverens oplysning herom. Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end lønnen for fuld tid i den pågældende stilling, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.
Stk. 4. Lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, men udbetales efterfølgende, skal fordeles ligeligt månedsvis over den periode, som lønnen dækker. Beregningen af fleksløntilskuddet efter stk. 2 og 3 sker herefter for den pågældende periode. Der efterreguleres fremadrettet for forskellen mellem det beløb, der er udbetalt i fleksløntilskud, og det beløb, som den fleksjobansatte på baggrund af en beregning af fleksløntilskuddet, er berettiget til. Efterreguleringen sker efter, at beregningen af fleksløntilskuddet efter stk. 2 og 3 i den pågældende måned er foretaget. Hvis det er muligt, skal efterreguleringen ske fuldt ud i den følgende måneds fleksløntilskud eller ledighedsydelse. Er dette ikke muligt, sker fradraget i de følgende måneders fleksløntilskud eller ledighedsydelse.
Stk. 5. Hvis en ansat i fleksjob har anden lønindtægt eller indtægt fra selvstændig bibeskæftigelse, finder stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Hvis en ansat i fleksjob får udbetalt løn under sygdom, barsel eller ferie eller modtager feriegodtgørelse under ferie, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.
Fradrag i fleksløntilskud under sygdom, hvor der ikke udbetales løn

§ 4. Hvis en ansat i fleksjob ikke modtager løn under sygdom, modtager den pågældende sygedagpenge efter reglerne fastsat i § 49 i lov om sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Der sker fuldt fradrag for de udbetalte sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse i fleksløntilskuddet, således at der sammenlagt udbetales et beløb svarende til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.
Stk. 2. Hvis en ansat i fleksjob, som ikke modtager løn under sygdom, mister retten til sygedagpenge efter reglerne i lov om sygedagpenge, herunder som følge af varighedsbegrænsningen, eller efter reglerne i §§ 69 l-q i lov om aktiv socialpolitik foretages der fradrag i fleksløntilskuddet for det fulde beløb, som den pågældende ville kunne have modtaget i sygedagpenge. Beregningen foretages på baggrund af det beløb, der er udbetalt i sygedagpenge i den forudgående måned, inden retten til sygedagpenge er mistet.
Stk. 3. Hvis en ansat i fleksjob, som ikke modtager løn under sygdom, ikke kan modtage sygedagpenge på grund af for sen anmodning om sygedagpenge, foretages der fradrag i fleksløntilskuddet for det fulde beløb, som den pågældende ville have været berettiget til at modtage i sygedagpenge.

§ 5. Hvis en ansat i fleksjob, som ikke modtager løn under sygdom, delvist genoptager arbejdet, foretages der fuldt fradrag i fleksløntilskuddet for sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse, som den pågældende er berettiget til, og der sker samtidig nedsættelse af fleksløntilskuddet for lønindtægten, jf. § 3, stk. 2 og 3.
Fradrag i fleksløntilskud under barsel, hvor der ikke udbetales løn

§ 6. Hvis en ansat i fleksjob ikke modtager løn under barsel, modtager den pågældende barseldagpenge efter reglerne fastsat i § 34 i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel. Der sker fuldt fradrag for de udbetalte barseldagpenge i fleksløntilskuddet, således at der sammenlagt udbetales et beløb svarende til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.
Indhentelse af oplysninger om løn, feriegodtgørelse m.v.

§ 7. Kommunen skal ved beregningen af fleksløntilskuddet anvende oplysninger om løn, løn under sygdom eller barsel, syge- og barseldagpenge m.v., som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.
Stk. 2. Kommunen skal indhente oplysninger om beløb hensat til ferie og feriegodtgørelse i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Det beløb, der skal anvendes ved beregning af fleksløntilskuddet efter § 3, stk. 2, beregnes som en forholdsmæssig del af det samlede bruttobeløb i forhold til det antal feriedage, der afholdes. Kommunen kan endvidere indhente oplysninger om ferie og feriegodtgørelse, som er registreret i Feriekonto via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed, hvis oplysningerne om ferie m.v. ikke fremgår af indkomstregistret.
Stk. 3. Kommunen skal indhente oplysninger, som ikke fremgår af indkomstregisteret, om fx lønindtægter, indtægter fra selvstændig bibeskæftigelse, feriegodtgørelse, periode for ferieafholdelse m.v., fra den ansatte i fleksjobbet efter reglerne i § 11, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 4. Kommunen skal beregne det beløb, som den pågældende ville have været berettiget til, jf. § 4, stk. 3, efter reglerne fastsat i § 49 i lov om sygedagpenge.

§ 8. Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet efter §§ 3-7.
Stk. 2. Den første måned beregnes fleksløntilskuddet på baggrund af den forventede lønindtægt. Der skal efterfølgende ske regulering af fleksløntilskuddet på baggrund af den faktisk udbetalte lønindtægt.
Stk. 3. Lønindtægter, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, kan fordeles månedsvis over denne periode.
Stk. 4. Der skal ske efterregulering af fleksløntilskuddet, hvis lønindtægten efter § 3 efterfølgende ændres. Efterregulering kan foretages for en periode på op til 12 måneder.
Ikrafttrædelse

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2014.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 411 af 28. april 2014 om beregning af og fradrag i fleksløntilskud.

Bonus er også lønindtægt og vil som følge heraf også være omfattet af fradragsreglerne.

Skrevet d. 18 juli 2017