Blærespasmer og smerter i benene
d. 23 maj 2014

Hjælp mig, jeg er ved at gå op i limningen: Fik et attak i slutningen af januar, venstre ben er som beton. Nu føles det som om jeg går på vat, begge ben er tunge brænder/prikker og stikker. Jeg har føleforstyrrelser i hele kroppen, mest generende i min blære og endetarm det står og hopper konstant. Jeg afprøver p.t. et middel imod Parkinson Syge (Pramipexole Accord), men føler ikke, at det hjælper mig. Kan godt tænke mig at vide, hvilke andre muligheder der er for behandling af sitren i kroppen/føleforstyrrelser/spasmer i blæren? Det skal nævnes, at jeg også har diabetes.

Behandling af blærespasmer og føleforstyrrelser/sclerosesmerter er vidt forskellig, og hvis begge dine symptomer skal behandles, vil det nok kræve to forskellig slags medicin. Blærespasmerne behandles bedst med medicin, der har såkaldt anti-kolinerg virkning på blæren, f.eks. Detrusitol eller Spasmo-lyt. Behandlingen er effektiv og let at passe (depot medicin), men skal oftest indledes med blæreskanning, der også skal udføres senere i forløbet, for at kontrollere om du tømmer din blære ordentligt.

Sclerosesmerter er ofte lidt sværere at behandle og kræver tit afprøvning af flere forskellige slags medicin, inden den rigtige behandling findes. Man skal som regel også bruge tid på, at finde den rigtige dosis. Prikkende og stikkende føleforstyrrelser behandles bedst med lægemidler, der også bruges mod depression, men nu har vigtig anvendelse mod nervesmerter og bruges i stort omfang i neurologiske klinikker og smerteklinikker. De to lægemidler der hyppigst anvendes er Amitriptylin (Saroten) eller Imipramin. De mere jagende kortvarige smerter (neuralgiforme) kan som regel behandles effektivt med lægemidler man normalt bruger til behandling af epilepsi, Oxcarbazepin (Trileptal), Carbamazepin (Tegretol), Lyrica eller Gabapentin. Endelig skal nævnes Dronabinol (Marinol), der formentlig kan bruges til at behandle begge typer af sclerosesmerter.
 

Skrevet d. 23 maj 2014