Bivirkninger til Copaxone
d. 30 januar 2011

Jeg har fået Copaxone i 2 år og en dag oplevede jeg pludselig at jeg fik en allergisk reaktion:

Lige efter injektionen får jeg en grim smag i munden, hvorfor jeg rejser mig for at hente vand, men føler det så som om jeg skal besvime og lægger mig derfor straks på gulvet. Jeg kan ikke huske det hele, men føler i hvert fald ikke at jeg kan få luft, hæver op i ansigtet og koger, det vil sige bliver meget rød og hævet i ansigtet (hvilket også gør sig gældende dagen efter). Herudover fryser jeg samtidig helt vildt.

Det hele varer ca. 7 min.

Jeg er nu startet med Avonex, hvilket har resulteret i at jeg er syg med influenza 3 dage om ugen. Jeg havde det meget bedre på Copaxone indtil det gik galt, end jeg har det på Avonex. Hvad kan der ske hvis jeg starter op på Copaxone igen? Er det farligt, kan jeg riskikere at dø af præparatet?

Som det er nu, gør Avonex mig alt for syg og min livskvalitet er på 0.

Det er en ubehagelig oplevelse du beskriver. Det er en kendt bivirkning ved Copaxonebehandling og kan optræde sporadisk, også efter lang tids behandling, som i dit tilfælde er 2 år.

Det lyder ikke som allergi, netop fordi du har fået medicinen masser af gange før. Man har obeserveret lignende bivirkninger under udvikling og afprøvning af medicinen og undersøgt funktion af hjerte og lunger til bunds med forskelligt apparatur. Man har ikke fundet en forklaring og mig bekendt er der ikke nogen der er døde af denne bivirkning.

Man kan derfor diskutere hvor farligt det er, men det kan være meget ubehageligt.

Tal med din scleroselæge om, hvorvidt man kan overveje genstart af Copaxone og acceptere bivirkningerne. Altenativt kunne man overveje et andet interferonpræparat med hyppigere og dermed mere jævn dosering, i håb om at bivirkningerne så er mindre. Der vil dog formentlig stadig være interferon-relaterede bivirkninger.

Skrevet d. 30 januar 2011