Bivirkninger efter mange års brug
d. 22 november 2009

Jeg har sprøjtet med Betaferon hver anden dag siden januar 2000. Jeg har ikke haft gener af medicinen i mange år, men den 28. april 2007 havde jeg det dårligt for første gang; jeg fik kuldegysninger derefter lidt temperaturstigning og meget ondt i hele kroppen.

Dette har gentaget sig med jævne mellemrum: I 2007 var det den 10. maj, den 31. juli og den 15. oktober. I 2008 har det været det samme den 24. februar, den 16. maj og den 30. maj.

Jeg synes det er mærkeligt, at det er begyndt efter så mange år, samt at det er så spredt.

Har du en forklaring på det? (Hvis det er af betydning, er jeg er fra 1946 og har haft diagnosen siden 1996).

Jeg har ingen god forklaring på hvorfor du pludselig mærker influenzalignende bivirkninger til Betaferonbehandling.
 
Det kan enten være din krop der reagerer anderledes, uden at kan give dig en god årsag hertil, eller også kan det være små ændringer i medicinfremstillingen, der bevirker et ændret respons.
 
Under alle omstændigheder er det en velkendt og ufarlig bivirkning, som du ikke behøver at bekymre dig om.

Skrevet d. 22 november 2009