Gå til hovedindhold

Bevare gangfunktion ved træning

Spørgsmål

Jeg styrketræner flere gange pr. uge - ben, ryg, mave, arme - hos fysioterapeut og hjemme hos mig selv, hvor jeg laver balanceøvelser. Blev diagnostiseret for 12 år siden, efter et langvarigt attak, men synes ikke tingene bliver værre, bortset fra at min gangfunktion er meget reduceret. Svagt venstre ben med dropfod og overstrækning af knæled, føleforstyrrelser og dårlig balance er de væsentligste symptomer.

Mit spørgsmål er, i hvilket omfang gangevnen kan øges, holdes ved lige ved hård fysisk træning (som det nu er trenden i al fysioterapi). Jeg føler det vanskeligt at gå mere end korte afstande - rollator, stokke bruges - fordi jeg føler mig meget tung og træt i benene. Er det en naturlov, at det går sådan, når man har sclerose, eller skal jeg bare gå og gå, selvom jeg synes det er meget hårdt efterhånden? Jeg får ingen medicin.

Svar

Det er meget positivt at du er og har været så flittig med træningen. Det betyder, at du gør hvad du kan + du følger de seneste positive anbefalinger ift. at lave styrketræning.
Det lyder som om du har primær progressiv MS, hvor der ikke er så mange medicinske behandlings tilbud. De fleste som er ramt på denne måde oplever, at de langsomt bliver lidt dårligere på trods af træning mm.
Det man kan se på er:
1. Om du kan optimere din træning dvs. træner du korrekt? (styrketræning 3 x ugentlig, hvor du træner med 3 x 10-12 gentagelser og restitutions pause på ca 1 minut imellem hvert sæt).
2. Anvender du nok hjælpemidler? Udover stok og rollator har du så en dropfodsskinne til at forbedre gangen? Som alternativ til dropfods skinne, kan nogle med fordel anvende en dropfods stimulator, som via elektriske impulser aktiverer fodens løftemuskler under gang.
3. Er du god til at lægge pauser/hvil på ca. 20 min. ind i løbet af dagen for at restituere?
4.  Har du prøvet relevant medicin? Her er der ex kommet Fampyra, som nogle har effekt af.

Så prøv at vurdere disse muligheder, fortsæt med korrekt træning, men respekter også når du bliver for træt og prøv så at hvile/anvende relevante hjælpemidler.