Betingelser for støtte til bil
d. 25 august 2013

Jeg er i fleksjob i 12 timer om ugen. Jeg har stadig min bil, men jeg ved ikke hvor længe den kan blive ved. Så jeg tænkte på, om det mon er en idé at begynde at søge om tilskud til en bil hos kommunen.

Jeg er ikke så gangbesværet, at jeg bruger stok, men har gode og dårlige gang-dage. Jeg har handicap parkeringskort. Det ville være en stor ulempe for mig, hvis jeg skulle til at bruge den offentlige transport.

Så mit spørgsmål går på, om det er nu jeg skal begynde at søge, hvis jeg skal have mulighed for at kunne få en bil i tilfælde afv at den jeg har nu pludselig ikke vil mere. Og ville jeg kunne få noget ud af det? Er der nogle ting jeg skal vide inden jeg ansøger?

Betingelserne for støtte til bil er,  at du har en nedsat funktionsevne, der i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil. Så det skal være mere end "en ulempe med offentlig transport".  Umiddelbart tænker jeg nok, at det også hænger sådan sammen for dig, at det vil give problemer at passe arbejdet alle dage uden bil.

I forbindelse med ansøgning om støtte til bil vil man vurdere din gangdistance og mulighed for at anvende offentlig transport. Betingelserne er dog lempeligere ved erhvervsbil end ved trivselsbil, der vil også blive set på træthed og udtrætning i situationer, hvor det vurderes, at offentlig transport vil udtrætte så meget, at det kan blive vanskeligt at gennemføre arbejdsdagen.

I forbindelse med  behandling af ansøgningen skal kommunen også vurdere om der er behov for/krav om særlig indretning. Jeg ved ikke om du fx har behov for automatgear, bilvarmer eller lign. Konkret vil du blive bedt om at få udfyldt en kørekortattest hos egen læge. Attesten sendes til kørekortmyndighed og her afgøres om der bør være anmærkninger i dit kørekort. Hvis du får anmærkninger i kørekortet må du kun køre en bil med den nødvendige særlige indretning. Det kan give problemer i situationer, hvor man ikke er i besiddelse af en sådan bil eller måske ikke skulle opfylde betingelserne for støtte til bil. Du skal også være opmærksom på, at dit kørekort vil blive udstedt på kortere åremål, typisk med fornyelse hvert 2. år.

Bevilges du en erhvervsbil skal du være opmærksom på, at hvis du ophører med at arbejde vil bilsagen blive taget op til vurdering.

Du spørger om du kan få noget ud ad det. Jeg kan ikke vide om du opfylder betingelserne for støtte til bil, men vil da anbefale dig at drøfte mulighederne med din kommune, herunder også hvad et bilafdrag vil koste for dig.

Du kan også søge afgiftsfritagelse (fritagelse for at betale vægtafgift) på din nuværende bil. Betingelserne er de samme som for støtte til bil og du vil så ad den vej kunne få vurderet om du opfylder betingelserne.

Gør du brug af befordringsfradrag for kronisk syge og handicappede, jf.
ligningslovens § 9D?

Du kan læse mere om støtte til bil, regler om kørekort og befordringsfradrag på Scleroseforeningens hjemmeside under "Lovgivning".

Skrevet d. 25 august 2013