Betingelser om støtte til bil
d. 20 marts 2011

Jeg søgte og fik støtte til køb af en bil i 2004. Jeg er ikke i arbejde, men er meget afhængig af bilen til dagligt transport af mig selv samt mine hjælpemidler (kørestol, rollator og crosser).
Jeg har haft stor glæde af bilen på bl.a. mange weekend ture og ferier, fordi jeg kunne have alle min hjælpemidler med.

Jeg har for nylig kontaktet handicapcenteret for at få et ansøgningsskema til støtte til en ny handicap indrettet bil, da min bil nu er over 6 år gamle, og har kørt over 100.000 km. Da jeg af erfaring ved at der nemt kan gå et år fra ansøgning til godkendelsen.

Jeg fik at vide at jeg slet ikke opfyldte betingelserne for at få støtte. Det undrer jeg mig meget over, da min fysiske tilstand er blevet dårligere i løbet af de sidste 6 år. Jeg fik så at vide, at hvis jeg alligevel søgte og fik afslag, kunne det medføre at jeg vil miste de fritagelser for registrerings og vægtafgifter på min nuværende bil - bilen er betalt af.
Med andre ord muligvis stor økonomisk tab.

Jeg tør dårligt sende en ansøgning af sted under disse betingelser, men samtidig synes jeg at det lyder lidt underligt, at kommunen og staten kan fratage mig noget, som jeg for 6 år siden blev lovlig godkendt til. Det virker som en skjult trussel fra kommunen, for at holde mig og andre med trivselsbiler fra en ny ansøgning.

Mine spørgsmål er:
Er der sket stramninger, så man ikke kan få godkendt en bil, når man ikke bruger det til arbejde?
Har de ret til at fratage mig de opnåede bevillinger / betingelser på min nuværende bil?
Og har I hørt om andre, der har været udsat for noget lignende og skulle betale?

Hvordan synes du, at jeg skal reagere?

Jeg kan godt forstå, at du føler, at det svar, som du får er en trussel.
Det er meget svært for mig, at forstå, at sagsbehandleren kan udtale sig på den måde uden at kende sagens indhold.

Der er sket ændringer i reglerne om støtte til bil, men de er ikke ment som en stramning af reglerne. Der fokuseres mere på kørselsbehovet end tidligere.
Reglerne fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse 1043 af 1.9.2010.  

Nu kan jeg ikke vide om du opfylder betingelserne for støtte til bil, men det jeg tror, at jeg vil anbefale dig er, at få fuld aktindsigt i akterne fra din tidligere sag om støtte til bil. Du har mulighed for at kontakte din socialrådgiver i Scleroseforeningen med henblik på gennemgang af akterne, og en nærmere vejledning om hvad du kan anbefales. 

Hvis du ved fornyet ansøgning ikke findes berettiget til bil, vil de rettigheder du har på nuværende bortfalde. Det vil i givet fald betyde bortfald af fritagelse for betaling af grøn ejerafgift (vægtafgift) og der vil også være tale om betaling af registreringsafgift af en vis størrelse.  

Jeg er bekendt med, at der er andre, som er kommet i den situation.

Skrevet d. 20 marts 2011