Betingelser 2
d. 22 november 2009

Jeg er for tiden sygemeldt fra mit job på 34 timer om ugen på grund af et attak. Jeg har lige nu svært ved at se, at jeg skulle kunne magte at komme tilbage på normal tid, da jeg også er enlig mor til en dreng på 2, med alt hvad det indebærer af praktisk arbejde.


Jeg overvejer at søge fleksjob, men er ikke helt klar over dels hvad det indebærer, dels hvordan jeg skal begive mig ud i det. Jeg har ikke snakket med min nuværende arbejdsplads endnu, om denne mulighed, men jeg tror ikke at det er udelukket.

Jeg er computergrafiker og mit job er derfor ikke fysisk krævende, men mentalt kan det godt trække tænder ud. Jeg vil selvfølgelig meget gerne blive på den arbejdsplads hvor jeg er nu, da jeg allerede har været der i 10 år, og kender stedet og menneskerne meget godt.

Kan du hjælpe mig til, hvordan jeg kommer igang med denne mulighed, og hvad det helt præcist dækker over?

Da du pt. er sygemeldt går jeg ud fra, at din kommune dels har anmodet om et oplysningsskema og dels har indkaldt dig til samtale med henblik på opfølgning og helhedsvurdering (?).

Uanset om du fortsat modtager løn fra din arbejdsplads er din kommune forpligtet til at følge op på din sag, med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Disse regler fremgår af lov om sygedagpenge § 8. På baggrund af oplysninger i sagen foretager kommunen en visitation, og for personer med risiko for langvarigt sygdomsforløb, med risiko hvad angår arbejdsevnen, skal opfølgningen ske mindst hver 4. uge.

Jeg formoder, at du må være omfattet heraf, da jeg opfatter på dit spørgsmål, at din arbejdsevne må betragtes som "truet".

Det vil derfor være relevant at udarbejde en såkaldt ressourceprofil, du kan orientere dig nærmere herom på www.minarbejdsevne.dk. Det vil formentligt også være relevant med en samtale med dig, kommunen og din arbejdsplads, om mulighederne for delvis tilbagevenden til arbejdet.

Du skal være opmærksom på, at du har ret til at have en bisidder med dig til samtaler både med kommunen og også med din arbejdsplads. Det kunne for eksempel være en repræsentant for din faglige organisation.

Hvorvidt du kan være berettiget til fleksjob kan jeg ikke vide. Du kan læse mere om reglerne for fleksjob dels på Scleroseforeningens hjemmeside, Faktasider , og du kan også hente en meget udførlig pjece om fleksjob på Det Centrale Handicapråds hjemmeside: www.dch.dk, eller kontakte dem pr. tlf. 33 11 10 44 og få pjecen tilsendt.

Husk også, at du har ret til aktindsigt i din sag.

Skrevet d. 22 november 2009