Betingelser 10
d. 19 maj 2010

Jeg er en kvinde midt i fyrrene som har haft sclerose i et par år.

Efter en synsnervebetændelse på det ene øje, som startede for snart halvandet år siden, er synet aldrig blevet normalt igen, hvorfor jeg ikke rigtig kan se noget med øjet og farvesynet aldrig er rigtig vendt tilbage. Når bare jeg går et lille stykke eller laver noget fysisk, ved kulde og varme, begynder det at "tåge" med det samme. Lægen på sygehuset siger jeg ikke skal regne med det bliver bedre. Synet på det venstre øje er også blevet forringet.

Jeg bliver hele tiden meget træt, når jeg først når hen omkring middagstid på mit arbejde, kan jeg næsten ikke slæbe mig af sted mere og bustransporten hjem bliver helt uoverskuelig (kan ikke selv køre på grund af synet).

Jeg har altid været på arbejde og har altid været rigtig glad for mit arbejde (har snart været der i 25 år), men når jeg bliver træt begynder alle symptomerne; føleforstyrrelser, svimmelhed, synsforstyrrelser, smerter i rygsøjlen. Dette gør at arbejdsopgaverne synes uoverskuelige (sidder ved en computer).

Når jeg endelig kommer hjem er jeg fuldstændig smadret, og der er ingen sociale aktiviteter overhovedet. Resten af dagen går med at sove og komme nogenlunde oven på til næste dags arbejde.

Selvom min familie støtter mig, er de trætte af at jeg aldrig kan være med til noget i hverdagene.

For syv måneder siden var jeg ved at gå helt ned med flaget og blev så deltidssygemeldt. Jeg var ikke meget for at overgive mig - jeg skulle ligesom også finde ud af om jeg burde kunne arbejde som jeg plejede, da jeg jo ville have at det hele var som plejede. Men jeg kunne bare ikke mere. Jeg arbejder nu fra 9 til 14.

Denne sygemelding kan jeg blive ved med til november, hvor kommunen skal tage stilling til hvad der så skal ske.

Det jeg aller helst vil, er at blive på min arbejdsplads - bare mindre timer. Oveni timerne på arbejdspladsen kommer transporten, det tager ca. halvanden time fra jeg går hjemmefra om morgenen og til jeg er på min arbejdsplads. Så bare dét er noget uoverskueligt, men det vil være umuligt at finde et job i det område hvor jeg bor.

Derfor spørger jeg nu: Hvor stor er sandsynligheden for at få tilkendt fleksjob? Og hvis arbejdsgiveren er indstillet på det (de vil gerne beholde mig), ville jeg så kunne få lov til at blive på nuværende arbejdsplads, eller skal man "trækkes" igennem alle mulige arbejdsprøvninger? Jeg er ansat fuldtid, så ville jeg skulle gå meget ned i løn? Den offentlige bustransport er temmelig dyr, men jeg har bare ikke andre muligheder lige nu.

Som jeg forstår din situation nu er du deltidssygemeldt og den ordinære varighedsbegrænsning (52 uger indenfor 18 måneder) udløber november 2010.  Det er derfor korrekt, at kommunen skal følge op på situationen og vurdere, hvorvidt det er muligt for dig at vende tilbage på dit arbejde på ordinære vilkår eller om der skal iværksættes andre ting.

Kommunen er forpligtet til at vurdere din arbejdsevne og i den forbindelse skal der udarbejdes en resurseprofil. Det er et lovgivningskrav. Arbejdsprøvninger skal iværksættes, med mindre det anses for at være åbenlyst formålsløst at gennemføre.

Jeg vil anbefale dig at læse pjecen , som kan hentes på www.dch.dk.

Ved ansættelse i fleksjob udbetales løn for 37 timer, forudsat at man har været fuldtidsbeskæftiget forinden. Arbejdsgiveren kan få tilskud svarende til enten ½ eller 2/3 af fagets mindste overenskomstmæssige løn på området.

Husk at få kopi af samtlige sagsakter samt lægelige oplysninger.

Rådfør dig eventuelt med din faglige organisation og vær opmærksom på din mulighed for at have bisidder med til samtaler i kommunen.

Du har også mulighed for at rådføre dig mere konkret hos socialrådgiveren i Scleroseforeningen, der er tilknyttet dit område. Navn og træffetid ses på Scleroseforeningens hjemmeside. Herudover kan du også finde faktasider om sociale emner under "Livet med Sclerose".

Skrevet d. 19 maj 2010