Beregning af fleksydelse
d. 22 november 2009

Ved beregning af fleksydelse står der, at invalidepension ikke giver fradrag i ydelsen. Gælder dette både invalidepension fra det offentlige og invalidepension fra ens pensionsselskab?

Fleksydelsesordningen er en frivillig tilbagetrækningsordning for personer ansat i fleksjob. Tilbagetrækningsalder svarer til reglerne om efterløn.

Pensionsordninger, som er nævnt i pensionsbeskatningsloven skal indberettes og indberetningspligtige er: Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Offentlige myndigheder og pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser mv., der er hjemmehørende her i landet, eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet. Indberetningerne skal ske elektronisk og senest ved udgangen af den kalendermåned, der følger efter den kalendermåned, hvor forsikrede bliver 59½ år.

Pensioner, der medfører fradrag fremgår af Pensionsbeskatningslovens § 18. Din kommune skal orientere dig nærmere herom, ligesom det er muligt selv at beregne fleksydelse på Arbejdsdirektoratets hjemmeside, læs her.

Jeg forstår ikke helt dit spørgsmål omkring modregning af invalidepension fra det offentlige. Jeg går ud fra, at du mener førtidspension bevilget og udbetalt af pensionskontoret i kommunen. Der kan ikke både ske udbetaling af fleksydelse og offentlig førtidspensionm - det fremår af lov om fleksydelse § 15.

For personer, der modtager invaliditetsydelse er der mulighed for både at få udbetalt fleksydelse og invaliditetsydelse, man skal dog være opmærksom på, at kommunen vurderer om betingelserne for invaliditetsydelse fortsat kan være opfyldt, idet betingelserne for udbetaling af invaliditetsydelse afhænger af arbejdsindsats, se SM P-26-01, som kan læses på Ankestyrelsens hjemmeside http://www.ast.dk, under principafgørelser.

For at undgå enhver misforståelse, og for at gøre opmærksom på hvor du kan finde de eksakte regler for det du spørger om, vil jeg henvise dig til Pensionsbeskatningsloven, hvor beskrivelserne fremgår, læs mere her. Her er muligt med henvisning til lov om fleksydelse § 18 at finde, hvilke pensionsordninger, der medfører fradrag.
 
Dit pensionsselskab kan også oplyse dig herom.
 
Jeg kan fortælle så meget, at løbende udbetaling fra pensioner, som er led i et ansættelsesforhold, medfører fradrag.

Skrevet d. 22 november 2009