Ben og fødder er kolde
d. 15 april 2014

Min mand har primær progressiv sclerose, og han fryser altid især i hans fødder og ben. Benene og fødder er altid kolde uanset, hvor varmt eller koldt der er. Kan man gøre noget ved det?

Kolde ben og fødder er et hyppigt symptom ved sklerose. Det skyldes en forstyrrelse i den del af nervesystemet, der ikke er under viljens kontrol (det autonome nervesystem), som blandt andet kontrollerer blodkarrenes diameter. På den måde kan hudens blodgennemstrømning fejlagtigt nedsættes og benene føles kolde. Der er ingen fare for, at han får for lidt blod til sine ben eller fødder, da de dybe dele af benene, og resten af kroppen, vil få den blodforsyning som er nødvendig. Hvis han har øget risiko for sygdomme i blodkarrene, som f.eks. åreforkalkning, skal han selvfølgelig undersøges for dette hos sin læge.
Symptomet er derfor som regel ufarligt, men kan ofte være generende. Det behandles bedst med varme sokker, et varmetæppe eller anden lokal varmebehandling. Hvis symptomet er meget generende, kan man forsøge behandling med blodkars-udvidende lægemidler (calciumantagonister). Man kan bruge f.eks. tablet Adalat 20 mg x 1 dagligt. og evt. kan man øge dosis til 20 mg x 2 dagligt efter et par dage afhængig af effekt og bivirkninger. Virkningen bør indtræffe med det samme, og hvis der ikke er effekt bør behandlingen stoppes igen. I kan snakke med hans læge om dette, samt om hvordan han skal stoppe, hvis der ikke er effekt. Der er ingen dokumentatoion for effekten af Adalat mod kolde ben og fødder, hos mennesker med sclerose.
 

Skrevet d. 15 april 2014